Flasken afgiver ikke megen vidnesbyrd om, hvad det er der gør SS Stout skandinavisk inspireret. Der skrives om engelsk og chilensk malt, og belgisk sukker, men det eneste skandinaviske præg i etiketteksten er omtalen af Tobias fra To Øl, så måske han har stået for den skandinaviske inspiration. Øllen er en af mange europæiske samarbejdsbryg som Hoppin’ Frog har lanceret i år, og da der skulle handles var det den der stod som den umiddelbart mest interessante i stakken. Da jeg tidligere på året var til koncert med Karl Blau udtalte han noget i stil med ”I played in Amsterdam last night, don’t know if you consider it Scandinavia”? Så måske er det bare de amerikanske geografiskills, der viser sig i al deres glory og inkluderer Belgien i det skandinaviske fællesskab.
Det første man bemærker er, at øllen smager langt varmere end den er. Jeg har ingen fornuftig forklaring på fænomenet, men der var bred enighed om det omkring bordet. Duften er svært kandiseret og slår på mit duftbarometer ud som en Quadrupel. Smagen er tyk. Tyk af den der harske sødme man finder i en øl, der ikke er gæret ordentligt ned. Det sure islæt ligger som en film henover øllen og nej, helt korrekt, jeg er ikke imponeret. Godt nok er der i To Øls øl en tendens til slagside mod det søde når de laver sorte øl, men her vælter læsset altså. Voldsomt ristet, voldsomt sød og det sure islæt kan på en god dag måske veksles til det mere venlige ”noter af mørke bær”.
Havde jeg skabt denne øl som en middagsret, så ville jeg være ked af at navnet væltet lokum var taget.