Pale Ale og jeg har en forholdsvis kort historie sammen, men med Ø-Brygs Dampskibsøl som gateway drug blev jeg dog for et halvt års tid siden lullet ind i troen på at det humlede øl og jeg godt kunne have en fremtid sammen. Siden da er det blevet til en del Pale Ales, uden at jeg præferencemæssigt har sporet mig ind på så meget andet end at jeg helst holder mig i den lave ende af bassinet, hvor de knap så kraftige varianter holder til.
 |
| Tavlen ved torsdagens start (fra Christian Firtals Facebook) |
Jeg har en alder, hvor familielogistik i forhold til egne børn, andres børn, de bedre halvdeles planer og en masse andet jævnligt står i vejen når man skal mødes indenfor en snævert beskrevet tidsramme. Det blev også tilfældet med Christian Firtals Pale Ale Festival, der kun strakte sig over 4 dage. Det var derfor ikke muligt at finde en fælles ledig tidslomme, hvor mine vanlige ølpartnere in crime og jeg kunne mødes og blive besofne under påskud af at være ølkulturelle i det, der i virkeligheden var udskænkningsmulighedernes land.
Trods logistikvanskelighederne nåede jeg forbi festivalen af to korte omgange.
Fredag
 |
| Tavlen ved fredagens start (fra Christian Firtals Facebook) |
Der var et hul i kalenderen i tidsrummet mellem slutfløjt, hvor OB som forventet havde fået en røvfuld af FC Nordsjælland, og det tidspunkt Martin Hall var annonceret til at gå på scenen ikke langt fra Christian Firtal. Derfor blev det aftalt, at opvarmningsøllet før koncerten skulle indtages dér.
At træde ind i Vintapperstræde, var som at træde ind til en gadefest, hvor alle var velkomne. Der var folk overalt i området omkring Christian Firtal. Baren var tæt på fyldt, teltet var tæt på fyldt og borde og bænke udenfor var tæt på fyldt, men ikke mere tæt end at det ikke tog mere end et par minutter, at finde bænk og bord, hvor fire sæt røve kunne slås i sædet.
Jeg kender så udemærket Christian Firtal, det har været mit foretrukne ølsted i tæt på al den tid jeg har boet i Odense. I al den tid jeg er kommet der, har jeg aldrig før set så mange stå med små fadøl, som jeg gjorde fredag aften. Ingen tvivl om, at de fleste tilstedeværende havde et ønske om at nå at smage så mange forskellige som muligt, og ingen tvivl om at en del var nået et godt stykke inde i processen.
Min første bestilling blev en Black Maria (8,1%) fra To Øl, bestilt ud fra et håb om, at navnet gik igen i øllets farve, men nej. Første bestilling var en nitte, hvad der piner mig dobbelt, for jeg er siden kommet i tanke om at jeg har et eksemplar af øllen stående i skabet, der også var købt ud fra et håb om, at navnet gik igen i øllets farve. Jeg syntes ganske enkelt ikke det var en god øl, meget mere er der ikke at sige til det.
Anden bestilling var en Nelson IPA (6,9%) fra Mikkeller, der højnede standarden, men ikke gav grund til at kaste med hverken konfetti eller håndtegn, hvad jeg synes mange andre øl brygget med netop Nelson Sauvin har givet mig god grund til. Den virkede til at ville for meget, eller også ville jeg den for lidt, det var i hvert fald en oplevelse på det jævne.
Aftenens sidste bestilling blev Sloth (6%), der var den klart lettest tilgængelige af aftenens tre øl, men som heller ikke fik mig helt ud på sædets kant. Den vandt dog point på at være tørt læskende uden de store dikkedarer, og skal nok prøves af igen ved senere lejlighed.
Efter Sloth var der afgang, om til musik og et øludvalg begrænset til almindelig eller classic.
Lørdag
 |
| Tavlen ved lørdagens start (fra Christian Firtals Facebook) |
Lørdag aften var afsat til festivalen, men igen kiksede logistikken og det virkede en overgang til at fredag skulle blive det eneste udbytte jeg fik af festivalen. Lørdag eftermiddag skulle jeg købe mors dags gave på sønnikes vegne, og efterfølgende mødes med kone og barn. Heldigvis havde vi ikke mere travlt end at vi godt lige kunne gå om forbi.
Jeg er principielt imod, at man medbringer børn på værtshus, ikke at der er den store forskel på Christian Firtal og byens caféer så længe solen er på himlen. Vi valgte derfor at bænke os i Humlebunkeren, som det udendørs telt så smukt var døbt. Bunkeren ydede fin beskyttelse mod de omkringliggende salgsgaders slagtilbud, og for en stund følte jeg mig hensat til følelsen af sommerferie holdt i en anden provins, hvor roen og fornemmelsen af tid nok fik lov til at tage over.
Der var jazz fra scenen. Chet Baker Sings, bare uden sang, og guitar og klarinet i stedet for guitar og trompet. Knægten var paralyseret af guitaren, begge forældre tilfredse med at byens lyde blev holdt ude og musikken var virkelig kompetent udført, fadølsjazz lyder nu engang bedst når det holder sig langt fra New Orleans.
Humlebunkeren serverede kun øl fra de fynske bryggerier. Første glas og en cola til min kone havde jeg dog med inde fra baren.
Against the Grain leverede med So Single it’s Half (3,8%) nok festivalens mildeste indslag, men hvilket indslag. Det er anden gang på en uge jeg får øl fra dem, og det er anden gang jeg henrykkes. So Single it’s Half var mild med kant, frisk og læskende som bare fanden. Umiddelbart vil jeg stemple den som festivalens bedste øloplevelse.
Når jeg skriver umiddelbart, så er det fordi Midtfyns Bryghus kom med et andet godt bud. Better Late than Never (5,3%) var nok en kende for parfumeret til at trække førstepladsen, men var som Against the Grains bud også en mild variant, der smagte af blomster og sommer og burde kunne sende enhver hyldeblomstøl i graven, hvis Midtfyns Bryghus får den smidt på flaske.
Det andet fynske indslag jeg fik smagt var Coisbos Single Batch 2 (5%). En noget spidsere oplevelse end de foregående, og også en noget mere krydret øl, men det spidse og krydrede stod virkelig godt sammen og gav en overraskende god øloplevelse.
Sidste servering blev hentet inde i baren, og ramte farvemæssigt ind i Stovts vanlige område. Crooked Moon Purple Haze (8%) var kulsort, sød og smagte i retning af enebær (?). Inde bag den nærmest blommetunge og humlede sag gemte der sig en overraskende let øl, som jeg dog nåede at køre træt i halvvejs igennem mit 20cl glas.
Undervejs blev det også til en formidabel Pale Ale pølse serveret med hjemmebagt brød af en mand, der lød som Chris McDonald vil lyde når han om tyve år har droppet folkesundheden og overgivet sig til de gode ting i livet. Det kunne have været helt himmelsk, hvis ikke tilbehøret havde været standard ket, snep og rem som sidevogn.
 |
| Tavlen ved søndagens start (fra Christian Firtals Facebook) |
Mere blev det ikke til. Syv øloplevelser rigere, 182 kroner fattige og forbistret over en fuldstændig fejlslagen logistik trillede jeg hjem for at få krydset næste års festival ind i kalenderen, så planlægningskabalen kan gå op i 2014. Pale Ale Festival 2013 nåede trods vores korte bekendtskab at efterlade mig med et gennemsympatisk indtryk. Mulighederne gik i alle retninger inden for emnet, og som billederne viser, så var øludvalget alt andet end statisk. Næste år skal jeg bænkes ordentligt, ingen tvivl om det.