fredag den 11. april 2014

Anmeldelse: Valhal, Munkebo Mikrobryg

Valhal Munkebo Mikrobryg
For cirka to tusind år siden blev en gut lidt yngre end mig selv, smidt op på en samling krydsfinerbrædder og fik sin skæbne slået fast med syvtommersøm. Det skete et sted nede sydpå, og i den tid det tog nyheden at vandre op til vores breddegrader, nåede gutten med den triste skæbne, at blive markedsført i en grad, at der blev skrevet sange om ham og hans fødselsdag blev ensbetydende med gaver til alle. Landesorg passer dog ikke så godt til det danske gemyt, så vi valgte i stedet at festligholde hans endeligt ved at smide et par fridage ind i kalenderen, så det det passer med forårsklargøringen af haven. 

Påsken er så vidt vides den vigtigste af de kristne højtider. Det afholder dog ikke Munkebo Mikrobryg fra at gøre rent bord, og opkalde deres påskebryg efter et efterlivssted fra en anden religion. Sådan! 

Valhal er en single hop Pale Ale, lavet på den for mig ukendte humle Comet. Resultatet er lige så fascinerende som det er ukompliceret, og lige så lige til lækkert læskende, som det er atypisk. Valhal har et hvedeølsfeel, der gør den fyldig, uden at blive klæg og giver mig lyst til at prøve Munkebos Pale Ale/hvedeøls-bastard Gyldenkam igen. I forhold til dens 6% har den masser af krop, og Valhal opleves tør med en minimal antydning af frugt i smagen. Summen af alt det, er en tæt på perfekt forårsøl, der lander på det helt perfekte tidspunkt, nu hvor sæsonen for udendørs øldrikning snart er over os. Anbefales.