onsdag den 22. maj 2013

Det tynde øl: Caterpillar, 5,8%, Beer Heer/Brewfist

En forholdsvis nyfunden kærlighed til humlesorten Nelson Sauvin, der stammer fra New Zealand, kombineret med en etiket, der lovede rigelige mængder New Zealandsk humle, og så det faktum, at denne pale ale halvt om halvt er et produkt af Beer Here fik mig til at veksle min nysgerrighed med en flaske øl og en dankortsbon på et par-og-tredive kroner. Det er dog ikke Nelson Sauvin, der er brugt i Caterpillar, men derimod Motueka og Columbus-humle. Jeg er ikke humlenørd, så jeg skal ikke kunne sige, hvad forskel det helt præcis burde give, men resultatet giver smæk for skillingen og kontant afregning ved kasse et. Indtil nu har jeg  kun prøvet de sorte øl fra Beer Here, og hver gang er det samme oplevelse af kompromisløs råhed, der har henført mig i en ren ekstase af begejstring. Derfor havde jeg også ventet en på siden af hovedet, når jeg nu kastede mig ud i at prøve kræfter med en i udgangspunktet forholdsvis humlet øltype, hvor Beer Here var involveret, men lussingen udeblev. Caterpillar sniger sig ind på én. Der kommer ikke det store kick til at starte med, men med et bliver din mund suget tør, og det eneste du kan mærke i din mund, er den bane ned over din tunge, hvor øllet er løbet og smagen har lagt sig som en friskhøvlet bane på et stykke ubehandlet træ. På et lidt mere ligetil ølanmelderdansk, er Caterpillar en tør pale ale, blottet for unødvendige dyk i frugtskålen og med en virkelig behagelig kulsyremængde, der balancer fornemt mellem det dovne og det friske. Det skal nævnes, at Caterpillar er et samarbejdsbryg mellem Beer Here og Brewfist, et forholdsvis nyt italiensk bryggeri, men det er min glæde over øl fra Beer Here, der bliver lagt et par alen til, sådan kan verden være så uretfærdig en gang imellem. Værd at bemærke er også etiketten, der ligner et stillbillede fra hvordan det havde set ud, hvis det var en brygger, der havde lavet en animeret video til Jefferson Airplanes "White Rabbit". Endelig skal det bemærkes, at Caterpillar ryger direkte ind på Stovts liste over anbefalede øl.