mandag den 25. februar 2013

Navn: Kremlin Crude
Type: Russian imperial stout
Bryggeri: Beer Here
Alkohol: 10%
Etikettekst: Dekadent stout inspireret af de stærke britiske øl der i 1800 tallet blev eksporteret til det russiske hof. Sort og fed som råolie fra oliefelterne i det Kaspiske hav domineret af lakrids, brændt sukker og krydret humle.
Beskrivelse: Det er vel overflødigt endnu engang at tage turen igennem fortællingen om, at det er Christian Skovdal Andersen, der står bag Beer Here, al den kompromisløshed jeg synes der klæber sig til hans navn og hvor meget jeg savner kaffeporteren fra Ølfabrikken. I stedet vil jeg hellere fokusere på den nådesløshed som jeg forbinder med øllene fra Beer Here. I efteråret var Stovt forbi S.O.D. og det var en intens oplevelse, for nylig var det Dark Hops, der var i glasset og det var en intens oplevelse, og emnet for dagens forelæsning ser umiddelbart ud til at være endnu et kapitel i en serie om intense oplevelser, der gerne må blive ved med at køre mange år endnu. Duften er der ikke det store at fortælle om, men skummet burde virkelige foamfreaks kunne skrive bøger om - tykt som et panser, og som Rocky nægter det at lægge sig. De første par tåre var skarpe, humlen bed fra sig, men så skete der det, der sker når øl er allerbedst, hjernen koblede sig selv fra og i stedet for at fundere det store over hvad jeg drak, så drak jeg bare glassets indhold, mens tankerne kredsede lidt om gud, konge, fædreland og andre ligegyldigheder. Smagen er brændt, men ikke for brændt, og humlet, men ikke for humlet, og ellers er Kremlin Crude som der står skrevet på etiketten "sort og fed som råolie fra oliefelterne i det Kaspiske hav", eller det vi på Stovt kalder "en elegant øl med nosser". Om den kan anbefales? Skider paven i skoven? Anbefales!
Indkøbt: Vinens Verden (50cl, ca.50,-)
Karakter: 10 (pil op)