torsdag den 14. november 2013

Det tynde øl: Nordic Rye Ale, Beer Here

Til trods for, at jeg er stor fan af det Christian Skovdal Andersen går og blander sammen i gryderne, så er det lang tid siden jeg sidst har haft Beer Here i glasset. Nordic Rye Ale, med inspiration hentet fra godtøl, var dog så atypisk et indslag på hylden, at min opmærksomhed vågnede op og stak min indre Beer Here fanboy en albue i ribbene og spurgte om det ikke var hans tur til at betale.

Han pungede ud, og tak for det. Nordic Rye Ale er virkelig god. Som en frokostøl på steroider, med uhyggeligt meget smag, der ikke kammer over eller svinger for meget ud til nogen sider, men bare fylder og glæder. Smagen er tør og kontant, med masser af maltfylde og en kende særpræg i retning af lakridsrod og sødmeforladt karamel. Så vidt jeg erindrer, er dette den første øl jeg får med rugmalt, der ikke er i den sorte afdeling, men hvis det jeg smager, er særpræget fra brugen af rugmalt, så er det langt fra sidste gang, tværtimod så er jagten på flere varianter hermed sat i gang.

Jeg har endnu ikke haft grund til at løfte pegefingre af Beer Here, og det bliver heller ikke jeg begynder på det. Nordic Rye Ale kalder mere på en knyttet næve løftet i vejret i triumf. Anbefales.