tirsdag den 12. november 2013

Sort Nyt: Ø-Bryg overtager Midtfyns Bryghus gamle bryganlæg

Midtfyns Bryghus gamle bryganlæg
Stovt har modtaget følgende pressemeddelelse fra Ø-Bryg.

Ø-Bryg overtager Midtfyns Bryghus 

Efter at have kontaktbrygget i 2 år har Ø-Bryg nu valgt at investere i eget bryghus. 

En tidligere købmandsbutik på Thurø skal danne rammerne om bryggeriet. 

Bryganlægget der skal installeres, er et anlæg som Erik Nielsen fra Ø-Bryg kender rigtigt godt. Det er det gamle anlæg fra Midtfyns Bryghus – endda samme anlæg som Erik brugte til den forbudte ”Rough Snuff”. 

Kapaciteten er på ca.1.000 Liter/bryg – og med en tankkapacitet på næsten 13.000 liter.

Både ejendom og bryganlæg trænger til en kærlig hånd, så der går lidt tid inden der skal brygges på Thurø. Det vil nemlig stadig være en bibeskæftigelse/hobby for Erik, som netop er gået i gang med renoveringen med hjælp fra familien, naboer og venner, så langt væk fra som Holbæk. 

Der er stor opbakning – folk her på Thurø er meget begejstrede for at der sker noget på øen. Flere forbipasserende har været helt indenfor, for at høre hvad der foregår, og alle er meget positive. 

Hele bryganlægget blev flyttet fra Brobyværk til Thurø i sidste weekend. 

Anlæggets størrelse gør at Ø-Bryg nu vil kunne imødekomme ønsker fra restauratører og bryggerier, om at lave mindre specialbryg og produktudviklingsopgaver. 

Ejendommens udformning gør at bryganlægget kan opstilles efter principperne for et ”fritfaldsbryggeri” hvilket betyder at øllet kan bevæge sig frit og udelukkende ved hjælp af tyngdekraften. 

Ud over bryggeriet skal der også være en lille butik med fynske specialiteter.