onsdag den 7. februar 2018

Anmeldelse: Beer Here - Rynkedyr

Etiketten siger Beer Here, kapslen siger Okkara, teksten siger transatlantisk samarbejdsbryg og husker jeg ikke helt skævt, så er Thisted Bryghus også med et sted i ligningen, og Rynkedyr er en Mk. II udgave af Ronkedor, som Beer Here og Thisted Bryghus bryggede sammen for en håndfuld år siden. Det er et lille års tid siden, at Rynkedyr kom til verden. Etiketten opfordrer til enten at drikke den frisk mens humlen sparker, eller stuve den af vejen i en årrække så den kan udvikle sig. Selvom Stovt landede på en smålunken mellemløsning, så er der stadig fint bid fra det bitre. Det til trods så opleves Rynkedyr meget helstøbt, uagtet at det bitre spilles op mod en blød baggrund, der ikke er prangende fyldig. Limfjordsporterreferencen er uundgåelig, der er bare mindre lakrids og mere fløjlshandske. Rynkedyr er behageligt frisk for en øl på 10,4% og lever i kraft af kraften fra humlen, der giver bid og kant til en ellers sød øl. I bund og grund er jeg en tilfreds forbruger, der ikke angrer sit køb af Rynkedyr. Den gør det den skal og gør det godt.