onsdag den 5. december 2012

Det tynde juleøl: Halv & Halv, Bryghuset Refsvindinge/Medici Beer, 7,2%

Man kunne fristes til at kalde Halv & Halv en bastardsbryg, sådan et halvblods blandingsprodukt fra to bryggerier, men eftersom Medicibeers bliver brygget hos Refsvindinge kan man vel godt sige, at de to parter er lovformeligt gift. Produktbeskrivelsen lyder "En blanding af Refsvindinge Julehyg og Jacobs Julebryg. Lagret i 10 måneder. Mørkere, sødere og tilsat mere humle end Julehyg". Netop det søde synes at være et gennemgående træk ved de af Medicibeers øl jeg har prøvet, og også en fordom (måske efterhånden lidt tyndslidt) ved juleøl. Duften er da også diskret sød, og som øllet bliver hældt op i glasset virker den overraskende frisk med en masse knitrende kulsyrebobler og en livlig aktivitet op gennem glasset efter skummet har lagt sig, sådan opleves den dog ikke mens den drikkes. Paradoksalt nok er det første jeg bider mærke i eftersmagen. Ganske diskret, men på samme tid en intens og rendyrket humleeftersmag, der giver øllet noget kant og nerve. Halv & Halv er sådan lidt en øl på det jævne, dermed ikke sagt at den på nogen måde er dårlig. Selve øllet smager ikke af det store, (meget) lidt sødt og lidt udefinerbart krydret, som guld- og juleøl nu engang gør. Det er for Halv & Halv absolut en gevinst med den humlede eftersmag, der hæver den op fra det anonyme, og vil give noget tiltrængt bitter kontrast til julemadens fedme. Omvendt er det en virkelig fin øl til prisen, 6,50 måtte jeg slippe for den på bryggeriet, og jeg føler mig på ingen måde snydt - jeg har betalt langt, langt mere for øl, der var langt, langt værre.