torsdag den 25. september 2014

Poesibogen: Anders Ousen, Ousen om øl

Seneste skud på den danske ølbloggerstamme er Anders Ousen, der står bag "Ousen om øl".  Der er ikke så meget andet for end at lade Anders introducere sig selv: 

Jeg er godt gift, far til to, hvoraf den ene er udviklingshæmmet med autisme, jeg er lærer, jeg lytter til metalmusik, jeg er håndbrygger, jeg er lokalformand i Danske Ølentusiaster i Fredericia og så påståes det, at jeg er en nørd, hvilket jeg tager som uhæmmet ros.

Hvad er din yndlingsøl? 
Jeg har vel ikke en decideret yndlingsøl, men mange forskellige. Helt deroppe er dog min egen Ace of Spades, der er en IPA på syv forskellige humler fra tre kontinenter. Den har en høj bitterhed og fine frugtnoter. Jeg drikker relativt meget øl fra Ugly Duck, da de ligger i køreafstand fra Fredericia og i modsætning til f.eks. amerikanske IPA'er så er jeg ret sikker på, at jeg får friske øl og deres Hop Devil kan jeg rigtig godt lide. Lokale Frederiksodde Haandbryggerlaug er også højt på listen, men jeg er måske ikke helt neutral, da jeg kender bryggerne, men deres Krudttårnet, Frederik d. 3 og deres Stauning har alle været glimrende. Klart i ærindringen står også 3 Fonteinen Oude Geuze, som vel er noget af det ypperligste indenfor surt øl. Den er knageme god. Mikkeller Black for søren. Den er også god. 

Hvad er din yndlingsøltype? 
Som man kunne se ovenfor, så er jeg en mand af mange ord og derfor har jeg allerede været omkring en del af svaret, men IPA og pale ale i de forskellige afskygninger fra de lette lyse tilmed mørke og stærke. Porter og stout er nok heller ikke helt til at komme udenom. En af årets bedste øl er den, når familien er gået i seng juleaften og man mediterer over en god stout. Jeg har de sidste par år også drukket en del surt øl og det har været en spændende åbenbaring, at øl også kan smage sådan. 

Hvor køber du dine øl? 
Som lokalformand prøver jeg, at sprede mine indkøb lidt ud mellem de lokale specialbutikker, så de alle ser mig fra tid til anden, men oftest kommer jeg nok i Eriksens Vinhandel og Den lille Vinkælder. Uden for Fredericia handler jeg en del øl hos Indslev, YNWA Beershop i Kolding og så har Kvickly i Middelfart fået opbygget en fænomenal ølafdeling. Jeg var der så sent som i går og gik derfra bl.a. med øl fra Mikkeller og To Øl. 

Største øloplevelse? 
Som far til handicappet dreng, så er det desværre ikke muligt, at komme af sted på de store pilgrimsrejser til Bruxelles, Bamberg, San Diego eller andre ølmekkaer. Derfor bliver det måske lidt mere jordnært. Første hjemmebryg, en IPA efter Mikkeller- opskrift, var kæmpestort og derefter har jeg kun brygget egne opskrifter. Det er stort, at man relativt let kan brygge øl, der fint kan måle sig med ret meget kommercielt øl. Hvert år tager nuværende og tidligere bestyrelsesmedlemmer fra entusiasterne en tur til København. Vi tager af sted tidligt lørdag og går så rundt mellem Københavns ølbarer. Der er altid store oplevelser på de ture. Jeg blev for et par år siden inviteret til en smagning hos osteforretningen Producenten i Middelfart, som sammen med YNWA Beershop holdt en smagning, hvor fantastisk ost blev matchet med femten trappistøl. Det var storslået aften. Det er også en stor fornøjelse, at være med til at arrangere Øllets Dag i Fredericia. Der kommer rigtig mange mennesker, som alle får gode oplevelser, spændende oplevelser og måske også får overskredet deres ølgrænser. Der er noget for enhver smag, fra mainstreamøl fra Jacobsen over meget humlet øl og noget af Danmarks dyreste øl til surt øl. 

Hvad er det øl kan siden det er så godt? 
Øl kan alt. Der er så mange typer og varianter af dem, at man kan finde en øl, der passer til enhver lejlighed. Øl har en samlende effekt mellem mennesker. Øl er en på en eller anden måde et socialt værktøj, som alle har en mening om. Når folk fortæller mig, at de ikke kan lide øl, fordi det er for bittert eller lugter grimt osv, så kan jeg da godt komme til, st fin de en lille opgave i, at finde noget øl de kan lide. I sidste uge fik jeg en mainstream øldrikker helt med på glæderne ved en Boon Kriek. Det er sjovt, når man sidder på et godt ølværtshus og kan se folk, der ikke kender hinanden falde i snak og smage øl fra hinandens glas, fordi de gerne vil dele en god oplevelse, hvilket er ret vigtigt. Øl skal være en oplevelse, både hvad angår smag, men også meget gerne en social oplevelse.