Nogen siger ”tak rock”, andre gør noget ved musikken og egentlig er det ikke fordi, at der i det seneste tiår har manglet musikere på øldåserne.
Nu har Anarkist i hvert fald også smidt D.A.D. på dåse. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men der er noget med et 40-års jubilæum og Nationalmuseet, så jeg tænker, at forklaringen findes i det nabolag.
Det er måske nyt for nogen af D.A.D.-medlemmerne, men i hvert fald Jesper Binzer har før præget en øldåse, da det svenske Brygghus 19 for et par år siden lavede en Sour IPA, der ikke tilfældigt bar navnet på hans solo-lp ”Save Your Soul”.
Der står ”Riskin’ it Ale” på dåsen. Et ordspil på hitpladetitlen ”Riskin’ it All” fra 1991, der var tæt på at give det, der dengang hed Disneyland After Dark, en international karriere. Billedet er et nik til ”Bad Craziness”-videoen, der mandag efter mandag trak stemmer i 3773 Hitservice med Maiken Wexø.
Skulle øllen have matchet billedet, så havde Anarkist lavet en New England ”Bad Haziness”, men nu blev det altså til en Cold IPA. Skulle der komme flere D.A.D.-øl, så smider jeg med det samme ”Laugh and a ½ ’n’ ½” og ”It’s After Dark Lager” i puljen.
Cold Ipa har for mit vedkommende aldrig været et hit. Der er en bismag af lunken billigøl, der hænger ved stilen. Således også her. Men det her er så også foreløbigt det bud, jeg har prøvet, der har været bedst til at undertrykke det faktum.
”Riskin’ It Ale” er en oplagt koncertøl. Med hjernen slået fra og ørerne slået ud, der kunne der sagtens køres en tre-fire stykker ned uden anden følelse end veltilfredshed og spirende beruselse.
Det er ikke den dybe tallerken, der bliver opfundet her. Det er godt, det er gedigent og det er ikke et dumt valg på en fredag aften. På den måde, der matcher øllen ganske godt D.A.D.