tirsdag den 30. august 2016

Ny ølbar i Odense

Sommeren over har Odense fået en sværm af nye vinbarer, men nu hvor sommeren går på hæld, synes der endelig at ske noget på ølfronten. I starten af oktober bliver Odense nemlig beriget med en ny ølbar.

Navnet på stedet bliver Dunkbar, beliggenheden bliver Jernbanegade 24 og bag baren står to velkendte ansigter, nemlig Peter Pagh og Stefan Lund Jørgensen, der begge er involverede i Howling Monkey og har stået bag baren på Christian Firtal.

Dunkbar bliver udstyret med 10 fadølshaner ud fra en less is more tankegang, hvor man hellere vil være kræsne med, hvad der kommer på hanerne end at have kedeligt fyldøl og øl, der får lov til at stå og blive gammelt og kedeligt på kortet. Det skal ikke forstås således, at man er snobbede i forhold til, hvad der kommer på hanerne. Som Peter formulerede det ”så er der intet i vejen med at tage eksempelvis en Founders All Day IPA ind, så længe den er frisk”. Kan hanerne ikke fyldes op med tilfredsstillende indhold, så vil man også hellere lade hanen stå tom end smide et fad på, bare for at smide noget på.

Udover de ti haner, er det planen at opbygge et ølkort med fokus især det sorte og det sure øl.

Der kommer ikke til at blive serveret hverken spiritus eller vin, til gengæld får man to haner med cocktails på fad.

Foreløbigt står lokalet ribbet for interiør, så der ikke noget at se, men man går efter at skabe en moderne udseende ølbar, der fremstår lysere og mere moderne end det gængse værtshus. Der kommer til at blive 35-40 siddepladser i lokalet. I kælderen er der et lokale, der skal bruges til smagninger og arrangementer, som i tilfælde af pres også kan åbnes op og bruges som floodgate, hvis man har brug for 20 ekstra pladser. Åbningstiderne bliver til 23 i hverdagen, og til 01 i weekenden. Der er endnu ikke fastsat en åbningsdag, men går alt efter planen bliver det primo oktober.