fredag den 19. oktober 2012

Thisted Bryghus bringer på deres hjemmeside 12 gode ølråd.

Ølråd nr. 1: Øl har ikke godt af at blive trukket op, når det lige er transporteret. Lad det stå i ro i 4-6 timer, før det serveres.
Ølråd nr. 2: Øl bør opbevares køligt i et mørkt rum med konstant temperatur - ca. 10 grader celsius, om vinteren. Frostgrader har ødelæggende virkning på øl.
Ølråd nr. 3: Træk ikke øllet op, før det skal drikkes - og skænk kun så meget op i glasset, som De vil nyde.
Ølråd nr. 4: Husk: Det ideelle ølglas er tyndt med lige sider - det, man almindeligvis kalder sjusglas. Brug aldrig farvede glas, men glæd Dem over øllets ravgyldne farve.
Ølråd nr. 5: I det rigtige ølglas holder skummet sig længst. Skummet er ikke blot dekorativt - det passer tillige på, at øllet ikke dovner.
Ølråd nr. 6: Pas på sollyset. Øllet kan - i modsætning til mennesker - ikke lide at blive "solbrændt". Øl, der har været udsat for kraftig lyspåvirkning, får en kedelig smag.
Ølråd nr. 7: Drik rigeligt af glasset - hæld øllet ind i munden uden at berøre glassets inderside med læberne, så De undgår at afsætte den fedthinde, der omgående får skummet til at falde.
Ølråd nr. 8: Vask aldrig glasset af i sæbevand - brug varmt soda-vand eller en varm og tynd sulfoopløsning - og skyl efter med koldt vand, inden glasset aftørres i et helt rent viskestykke.
Ølråd nr. 9: Husk altid at have et specielt viskestykke til at tørre glas af med - sæt et mærke i det og brug det aldrig til at tørre andet service af med.
Ølråd nr. 10: De kan høre, om et glas er vasket rigtigt af. Hæld øl op, sæt glasset til øret: Hører De små smæld eller svag knitren fra skummet, er glasset i orden - hvorimod en kraftig syden er tegn på det modsatte.
Ølråd nr. 11: Øllets kulsyreindhold er gavnligt for organismen - og derfor et naturligt akkompagnement til den gode, men kraftige danske kost. Øl til mad gør glad!
Ølråd nr. 12: En øl skal nydes i fulde drag! At nippe giver ikke den rigtige smag.