onsdag den 28. november 2012

Det tynde juleøl: Julebryg, Bryggeri Skovlyst, 6%

Øl fra Bryggeri Skovlyst kommer som regel bag på mig. Jeg glemmer lidt, at jeg godt kan lide bryggeriet og det twist det som regel giver i smagen, at de bruger skovens råvarer i deres bryggeproces. I denne julebryg er der brugt "ekstrakt af håndplukkede grankviste", og det kan smages. Smagen er spids, som i en drink, der har fået lidt for meget gin, men jeg synes modsat så mange andre af deres øl, ikke at øllet vinder det store ved det. Julebryg er i sit udgangspunkt en mørk ale, der både er frisk, perlende og meget lang fra tung. Havde der ikke været ovennævnte ekstrakt i, så havde den fremstået ganske anonym, men på ingen måde som en øl man skulle fravælge. Serverer man den som noget af det sidste til julefrokosten, hvor behovet for fed mad og tung øl er dækket, kunne den ligefrem være et frisk pust. Absolut godkendt, men ikke Bryggeri Skovlysts stjernestund.