Det ligner så småt en tradition. Sidste år afgav Jan Laursen rapport, da årets CBC var lukket og slukket. I år gør han det igen. Følgende ord tikkede ind på Stovts mail mandag morgen:
Jeg er tung i hovedet, ør og træt. Tung og træt af to af de ting, jeg holder allermest af: Musik og øl. Men det har også været en hård weekend, hvor fredagen gik med Copenhagen Beer Celebration og efterfølgende overmod (i form af en tur til det nærliggende Tap 10 og derefter taxi til Mikkeller & Friends). Og hvor lørdagens startede tidligt med tømmermænd og togtur til Århus og årets Spot Festival.
Det er andet år i træk, at de to begivenheder ligger i samme weekend. Men det er ikke den eneste grund til, at det er nærliggende at sammenligne de to begivenheder. Spot, der startede tilbage i 1994, er f.eks. - og vel ikke så overraskende - noget skarpere på logistikken end CBC, der i år blev afviklet for tredje gang. Men også på Spot går man ofte forgæves, både når det handler om festivalens hovednavne og om årets insider-tips. Med lidt tålmodighed og lidt køkultur lykkes det dog som regel at komme ind og opleve selv de mest populære navne under Spot – på CBC derimod er der ingen kære mor, når først fadene løber tørre for de mest efterspurgte hypede bryg. Et tomt fad er et tomt fad er et tomt fad.
 |
|
Det svenske Kultbryggeriet Närke serverede
Bäver direkte fra et pissoir, som høflig selvbetjening. Bäver er tilsat
castoreum. Castoreum er et sekret hentet fra i kirtel i bæverens anus. Det
dufter kraftigt af lak og er stramt bittert i smagen. Øl var dog ganske
vel-balanceret med en svag animalsk note
|
Men det forhold er der allerede andre bloggere, der har brokket sig over. Så det vil jeg undlade. Ikke mindst fordi jeg ikke synes, det er et reelt problem, at jeg på en øl-festival med mere end 80 forskellige øl pr. session, går glip af et bryg eller to. Eller tre. Det kan jeg faktisk godt leve med. Også selv om det i år f.eks. var Cigar City’s Double Barrel Aged Hunaphus Imperial Stout og Three Floyds Vanilla Bean Dark Lord (som efter min mening i øvrigt er noget overvurderet tykt, sort klister).
Selvfølgelig kan jeg godt ærgre mig lidt over alle de øl, jeg ikke fik smagt i år, men jeg vil hellere glæde mig over, at mine favoritter i år for en stor dels vedkommende var way off the mark og meget langt fra min sædvanlige comfort zone (pale ales, stouts, saisons, lambiks): Øl, som jeg næppe ville have bestilt frivilligt fra tavlen på f.eks. Mikkeller & Friends, men som formåede at skille sig ud fra den store grå grød af ret ens-smagende bourbon-lagrede sorte vanilie-infuserede alkohol-bomber og overdådigt duftende, men over-tørhumlede IPA-frugtbomber med noter af overmoden papaya og vammelsød mango, der er mainstream på craft beer-scenen i øjeblikket.
Bevares, niveauet på CBC var generelt højt og jeg smagte især en del ganske fine brett-inficerede bryg, men de øl, jeg for alvor husker i rusen fra fredagens to sessions er særlinge som f.eks. Geisterzug Gose Rhubarb fra tyske Freigeist Bierkultur. Det var ikke den øl, der smagte bedst, men hold da kæft hvor duftede den intenst, friskt og præcist af syrlig-sød rabarber.
 |
|
Pausen mellem gul og blå session tilbragte
vi på Fælledparkens grønne græs sammen med Mike og Jason fra New York og to
flasker Founders Kentucky Breakfast Stout, som de havde medbragt i to årgange.
13'eren var blødere og mere afrundet end 14'eren, men hold da kæft for en god
impy.
|
Mere subtil i næsen, men også mere balanceret var Dancing In The Streets, en berliner weise på 5,9 pct fra Florida-bryggeriet 7venth Sun. Brygget med vandmelon, der gav en distinkt syrlig frugtighed og med noter af brød og mælkesyre gik det hele her op i en højere og ekstrem drikbar, næsten vinøs helhed.
I den helt anden ende af registeret var jeg også glad for Amager Bryghus nye sorte IPA, Black Dakini, dejlig rå og hårdt-ristet. Heftigt humlet, men mere bitter end egentlig frugtig. En rigtig kæberasler, herlig befriet for overtoner af tropisk frugt og andet modegejl.
Og så vil jeg slutte med to sorte bryg (det er jo Stovt, det her) som netop balancerede yndefuldt midt i mellem disse to yderpunkter, det subtile og det brutale, og som begge udmærkede sig med en markant, men ikke røvhuls-flænsende brug af chili: Green Flashs krydrede og spicy Serrano Double Stout og Arizona Wilderness` American Presidential Stout, et cremet chocolade-sort bryg, der efterlod mund og hals med et mildt, men markant bid af røget jalapenos. Og en mild, midlertidig følelse af lykke.
Fuldstændig lige som CBC. Men knapt så uoverskueligt.