Der landede for nylig en kasse øl fra Kongebryg på mit dørtrin, afsendt med venlig hilsen Kongebryg. I den stod der ti af bryggeriets varianter samlet, fra mørk til lys, og tilbage igen. Mest påfaldende var Kongebrygs IPA-serie, som jeg ikke mindes, at være stødt på før. Fire varianter, brygget med fokus på hver sin humle, navngivet efter hvert sit verdenshjørne og hver og én med sømandskongen på etiketten.
For at kunne smage øllene lige op mod hinanden blev spisebordet indrettet med de fire øl i midten, og en række med fire glas placeret på hver sin side af øllene, så såvel jeg, som min gæst, kunne holde styr på, hvad der kom i hvilket glas.
De fire humler, der er fokus på, er Triskel (South), Delta (East), Bullion (North) og Palisade (West), og alle fire varianter er blevet tappet indenfor den samme uge, så det virker fair at måle øllene lige op imod hinanden. Allerede ved ophældningen af øllet står det dog klart, at der er forskel på aftapningerne. West og North skummer voldsomt op, mens South mest virker flad og East som eneste af de fire opfører sig som ønskeligt. Duften afslører også, at der er forskel på de fire. South dufter let parfumeret, East har et sjovt klinisk præg, som en frugtduftende medicin, West dufter af krydderurter, mens Bullion indledningsvist dufter meget af gær og leder tankerne hen på en Saison.
Umiddelbart er baseøllen en fornuftig IPA, hvor der, hvis jeg skulle pleases, skulle skæres ned på bitterhumlen og skrues op for aromahumlen for at skabe en mere imødekommende øl. Og så alligevel! Hvad jeg ikke har været opmærksom på er at de fire IPA’er er blevet tilsat ingefær. Så det jeg indledningsvis udelukkende tolkede som et meget markant hopburn, viser sig at være forstærket af ingefæren. Efterhånden som øllene får lov til at stå lidt træder den ingefæren mere og mere i forgrunden.
Ingefæren og den massive bitterhed gør det svært at skelne det store mellem forskellene i de forskellige humler. Ingefæren fungerer som en hvid støj i eftersmagen. Hvor den bevæger sig rundt i knapt hørbare frekvenser, men alligevel skubber så meget rundt til indtrykkene, at den irriterer. I West kammer det helt over. Jeg er ikke fan af den store spiciness i øl, det gælder i særdeleshed chili, og åbenbart også ingefær. Det kvæler smagen af øl, og er en gimmick, der måske kan undskyldes, hvis øllet udelukkende er målrettet til middagsbordet, men ellers ikke har nogen berettigelse.
Hvis ingefærtricket skulle virke, så ville jeg tone den ned og bruge det i en lysere øl, med en mindre bitterhed og knap så megen karamelmalt. Det samme gælder for humlerne, hvis man vise noget nyt frem, så lad være med at kvæle dem i karamelmalt og ingefær.
Men altså, baseøllen var fin, shame about the ingefær!