Sidste uge fik nyhederne om, at Wicked Weed var blevet opkøbt af Anheuser-Busch InBev og at Lagunitas havde overdraget den anden halvdel af firmaet til Heineken mit Facebook-feed til at eksplodere. Endnu to bryggerier er nu ejet af store penge og en blanding af udbrud som ”sellouts” og ”WTF?” røg til tops på kommentarhitlisterne.
Jeg må erkende, at jeg har svært ved at hidse mig op. En manglende ophidselse, der nok primært skyder i retning af Lagunitas. Jeg læste ”So you want to start a brewery – The Lagunitas Story” forrige år, og den er i bund og grund én lang økonomisk klagesang. At bogen i den næste reviderede udgave (skulle den komme), nu ender med, at Tony Magee vælger at indløse en formodentlig kæmpe check efter alle de kvaler han har gennemgået, er lige så overraskende som den lykkelige slutning i en feel good Hollywoodfilm.
Mere interessant er salget af Wicked Weed, der har trukket større udbrud og overskrifter, blandt andet fordi Jester King efterfølgende offentligt har meldt ud, at de for det første ikke længere vil forhandle øllene derfra og for det andet trækker sig fra et fælles barrel blending projekt de to bryggerier havde gang i. Og de er ikke de eneste, for flere andre bryggerier er nu også sprunget fra samarbejde med Wicked Weed.
Det er dels forståeligt, dels værd at applaudere, at man som bryggeri udviser integritet nok til at trække sig fra et samarbejde med en partner, der nu er ejet af et firma, der modarbejder de interesser man selv har. Og man skal ikke være i tvivl om, at Anheuser-Busch InBev gør, hvad de kan for at stå i vejen og besværliggøre hverdagen for konkurrenterne.
I en branche, hvor relationerne er så tætte, må det kræve nosser at gå ud og offentligt slå hånden af en tidligere tæt samarbejdspartner. Samtidigt er jeg ikke i tvivl om, at det også er en kalkuleret handling, der har til formål at understrege, at Jester King ikke har i sinde at sælge ud, hvilket også stiller bryggeriet stærkere hos den kundegruppe, der efter salget nu siger farvel til Wicked Weed og skal finde et nyt sted, at bruge deres lommepenge.
Når det er sagt, så synes jeg ikke, at man skal pege fingre af de bryggerier, der vælger at sælge ud. Mere eller mindre samstemmende hører man fra sælgerne, at salgene handler om muligheden for vækst og om at indfri ambitioner, det ellers ikke ville være muligt at indfri. At man har ambitioner gør ikke nødvendigvis én til en sellout. Da Ulrik Laursen i karrierens efterår skiftede OB ud med FCK for at skifte til en større arena, der blev hans hus og bil thrashet og han blev omdøbt til Ulrik Ludersøn og mødt med had på Odense Stadion. Når man shamer de bryggerier, der sælger ud, så er det den samme primitive fodboldmentalitet, der gør sig gældende, gudskelov under mere civiliserede former.
Cirka samtidig med, at nyhederne om de seneste salg ramte i sidste uge, sad jeg og læste et gammelt interview med Roseanne Cash lavet i perioden omkring hendes fars (Johnny Cash) død. Om hvor meget had hun blev udsat for, da hun brød fra countrynormerne, om hvordan folk synes hun bragte vanære over sin fars minde og hvor meget hun mente, at de mennesker kunne ”go to Hell” fordi de følte, at hun skulle leve op til deres idé om, hvem hun var og skulle være. Et godt eksempel på, at man ikke skal lade sig fange ind af og begrænse sig af sit eget miljøs kodeks. Man skal følge sin egne drømme, ambitioner og overbevisninger, ikke andres, og det er uanset om man vil bryde ud af Jehovas Vidner, skifte til et konkurrerende hold eller sælge sit bryggeri.
Vi skal ikke dømme, for bryggeriejerne har ret til at ville mere, men når vi står ved hylderne i butikkerne og ved barerne ude i verden, så er vi i vores fulde ret til at agere som forbrugere og vælge til og fra i forhold til vores overbevisninger, og hvem og hvilken tilgang til øllet vi gerne vil støtte økonomisk. Når butikker, distributører og barer skal købe øl ind, så er de i deres fulde ret til at vælge til og fra i forhold til deres overbevisninger, og hvem og hvilken tilgang til øllet de gerne vil støtte økonomisk. Og når bryggerierne skal vælge legekammerater, så er de i deres fulde ret til at vælge til og fra i forhold til deres overbevisninger, og hvem og hvilken tilgang til øllet de gerne vil støtte associeres med.