torsdag den 19. april 2018

Bad Seed Brewing med fast grund under fødderne

 
Mens det meste af det danske land mæskede sig i påskelam og valfartede til kirkerne for at holde påsken hellig, der greb Stovt telefonen, ringede til Nordjylland, bad omstillingen om at blive stillet om til bryggeriet i Gudumholm og helt som forventet var det Fredrik Hector Schmidt, der tog telefonen.

Kender man Fredrik Hector Schmidt, vil man vide, at det er ham, der står bag Bad Seed Brewing. Når det er i Gudumholm tæt på Aalbog, at han nu tager telefonen, så er det fordi, at det fremover kommer til at være hjemby for Bad Seed Brewing, der skifter fra at være fantombryggeri til at blive et ”rigtigt” bryggeri.

Da jeg stiller det første af mine forberedte spørgsmål, runger Fredriks stemme i telefonen, for der er stadig ikke blevet fyldt meget ind i bryggeriets 780m2, der tidligere lagde vægge til sodavandsbryggeriet Landkær . Men det er på vej. I første omgang kommer bryggeriet til at bestå af et bryganlæg på 2.000l og tre fermentorer ligeledes på 2.000l. Samlet burde de give en kapacitet på 75-80.000l årligt.

Der er dog stadig et stykke vej, for fermentorerne forventes først leveret i juni. Indtil da skal tiden gå med, at få installeret bryganlægget, få én vandvarmer op at køre, trække rør m.m. Der er dog store fordele ved at være flyttet ind i én gammel bryggeribygning. Væggene er vaskbare og der er allerede styr på afløbet. Absolut ikke uvæsentlige ting når man starter bryggeri op.
Bad Seed Brewing har siden opstarten tilhørt det københavnske ølmiljø, og fået brygget sit øl lokalt. Først hos Ølkollektivet og da Ølsnedkeren løsrev sig derfra fulgte Bad Seed Brewing med. Derfor kan det undre, at produktionen nu flyttes på tværs af landet til Gudumholm, 19km sydvest for Aalborg. Jamen, kan du ikke næsten høre det? svarer Fredrik, og jo, enten er der lige blevet skruet op for den eller også virkede vinket med vognstangen, for hans stemme bærer nu et tydeligt jysk præg. Jeg er born and bred i Aalborg og det har altid været planen at vende tilbage. Lige nu sker der måske ikke det store rent ølmæssigt i Jylland. Ebeltoft, Fanø, Åben, men det er ikke meget. Det vil jeg gerne være med til at ændre på.

Som det er nu, afsættes hovedparten af Bad Seed Brewings øl i København. Og mens opbygningen af bryggeriet står på, der vil der stadig blive produceret Bad Seed Brewing-øl hos Ølsnedkeren. Fredrik håber på, at kunne fastholde det københavnske marked, hvor han har et godt samarbejde med sin distributør, samtidigt med at han får udbygget sit marked i Jylland, der nu bliver basen. Han har også fået følere fra udlandet, der skal undersøges nærmere. Og han lægger ikke skjul på, at drømmene for Bad Seed Brewing også rækker ud over Danmarks grænser.


Et af de altid gode spørgsmål, at finde frem fra posen når man taler med nye bryggerier er, hvad folk skal forvente. Jeg har skrevet en stor og solid humlekontrakt og det skal udnyttes! IPA er nu engang det der sælger mest, det er det jeg selv drikker og så gør det mig ikke det store om der står session, double, NE eller hvad der eller findes foran. Og så masser af sorte øl. Og noget mere, men kun clean beers. Kald mig bare en bangebuks, men der skal ikke leges med vildgær og andet på bryggeriet før der er 100% styr på alt. Men IPAer, sorte øl, Berliner Weisse, Gose og meget mere.


Stovt sniger spørgsmålet ind, hvorvidt der bliver tale om et fast sortiment eller one-offs. Det bliver primært en blanding af one-offs. Som det er nu består det faste sortiment af 2½ øl. Lazarus Resurrection (IPA), Good Morning, Vietnam (Coffee Stout) og så Sax and Violins (Rug Session IPA), der er tæt på, at være færdigudviklet. Fredrik forventer dog ikke, at den faste del af sortimentet kommer til at overskride en håndfuld øl. Han vil gerne brygge, udforske og lære nyt, som han selv indskyder: Jeg er trods alt kun 26år, jeg ved stadig ikke alt. Hvis man skal forsøge at samle øllene, de eksisterende og de kommende, fra Bad Seed Brewing under én fane, så bliver drinkability udgangspunktet. Øl man gider (og kan) drikke flere end én af. Jo mere smag man kan smide i en let størrelse, jo bedre – som Fredrik formulerer det.

Vi skal på den anden side sommeren før Bad Seed Brewing kan servere jysk øl, indtil da er der øl på hanerne fra nærøsten. Stovt ser frem til at følge Bad Seed Brewings jyske eventyr.