13,8% - det er tungt! Og vanilje – det er ikke just med til at gøre den lettere. Jeg er ikke fan af hverken de helt tunge sorte stouts eller den kagetrend, der synes at rulle igennem den sorte ølverden. Det er nu engang lettere at give feedback når man er på hjemmebane. Forhåndsindtrykket af øllen placerer den på udebane. Og med spilleretning op af bakke.
Det er ikke meget skum, der afgives da jeg hælder øllen op. Duften er til gengæld markant og lovende. Umiddelbart rummer duften ingen sødme, hvilket så absolut taler til øllets fordel. Vanilje kan jeg heller ikke fange. Duften er markant. Jeg tænker, at det er tonkabønnerne, som jeg faktisk ikke helt ved, hvordan burde dufte. Congobajere har jeg en del erfaring med. Tonkabajere – not so much. Men duften er helstøbt, markant og skærer lige til kanten af, hvor aromatisk en øl kan være.
Der er smæk på smagen. Alkoholen brænder under et tykt lag af sort sovs, krydret med et tykt lag tonkabønner (gætter jeg på det er). Vanilje er der ikke meget af, men en chokolade’ish moccasauce synes at være smurt tykt på. Det er uvant første gang det smages, men anden gang ruller hele spektret sig ud og der er dømt nydelse. Jeg tror en udgave af ”It Takes Two to Tango” med kaffe kunne være det vildeste.
Jeg er ret begejstret. Ikke kun af høflighed, men ”It Takes Two to Tango” holder. Den hænger lidt i eftersmagen, hvor det hele bliver hængende lige længe nok, og det i en halvdød udgave. Kaffe eller et skud ekstra humle kunne være et bud. Men! Mens det står på, er der fest med alt godt fra dessertafdelingen. Uden at det er dessertøl, der bliver serveret. Og tak for det.
