Lørdag den 28. juli stak 22 bryggerier og 2 leverandører hovederne sammen hos Dry & Bitter i Gørløse for at skabe Danmarks største collab. I den forbindelse tog bagkvinden Julie Maria Christensen en snak med Munchies om Idéen. Stovt spurgte Julie om hun ville uddybe nogle af svarene en smule. Det takkede hun heldigvis ja til.
Læs interviewet med Munchies her.
Når jeg læser interviewet så sidder jeg med en fornemmelse af, at der både er det os og dem du snakker om blandt mikrobryggerierne, men at du gerne vil styrke et sammenhold i forhold til det os og dem, der er mellem de store og de små bryggerier.
”Dem og os”-tingen jeg snakker om, handler egentlig om, at jeg synes mange bryggerier kører et løb mod et mål, som ofte er at ”get in with the cool kids club”, som i høj grad består af hype og festivaler rundt omkring. Det er super fedt for et brand at komme bredt ud og få anerkendelse. Men jeg mener også, at man skal huske på, at det i sidste ende handler om kvalitet. Hvis vi skal blive dygtigere og få bedre kvalitet over det brede felt i Danmark, så bliver vi nødt til at arbejde sammen om det, lære af hinanden og dele den viden, vi opnår. Så kan vi løfte hele Danmarks ølscene og virkelig trumfe i resten af verden, som et førende land indenfor øl – både i forhold til hype OG på kvalitet. Her taler jeg om mikrobryggerierne imellem.
Jeg mener ikke nødvendigvis, at vi skal arbejde tættere sammen med de store spillere som Carlsberg, Tuborg og Royal. Men jeg afviser heller ikke muligheden for et samarbejde. Det kan være det bliver en del af en fremtidig agenda, jeg forholder mig dog en smule skeptisk ved tanken.
Du taler i interviewet om noget fnidder. Det kunne være interessant at høre lidt bagom, hvad du mener det fnidder består i og hvad du mener det udspringer af.
Fnidder vil jeg lade stå som fnidder her. Hele tanken bag collab’et er jo netop at få det stoppet – så de er ingen idé i at jeg skriver om det. Så er jeg jo selv med til at holde det kørende.
Jeg bliver træt og ked af, når jeg føler at nogen forsøger at skade andres ry i branchen. Jeg kan godt komme med et eksempel på det, uden at flamme det op igen; Baghaven-gate synes jeg fik latterligt meget opmærksomhed, og det irriterede mig, at vi ikke er bedre i den her branche, end at sådan en åndssvag historie får så meget opmærksomhed. Alle havde en mening om det, og det værste var, at det eneste brugbare i den historie, var det eneste, der ikke blev talt om; at Untappd er en svær størrelse, fordi den både tages seriøs af forbrugere og barejere, men samtidig kan bruges som et våben mod et bryggeri. Det synes jeg er et problem, der havde været interessant at tale om. Men som med alting kom det til at skulle handle om Jeppe og Mikkel – og jeg mener bare; give it a friggin’ rest. Sladder er sladder, men kan vi ikke tale om ting med indhold i stedet?
Hvorfor er samarbejde er så vigtigt lige nu?
Samarbejde er altid vigtigt. Især i en lille branche! Det er også vigtigt lige nu, fordi vi hele tiden skal forbedre os, for at beholde vores høje trin på rangstien som ølland. I takt med at forbrugeren bliver mere dannet udi øldrikning, der skal vores bryggerier også opdatere deres teknikker og systemer, så de kan blive ved med at tilfredsstille og imponere forbrugeren. Vi skal passe på at vores tid ikke kun går på at skabe hype om vores brand, men have kvaliteten med som den vigtigste spiller. Den kvalitetsbevidsthed kan skabe en endnu større stolthed omkring det vi laver, og vi kan give hinanden et klap på skulderen, fordi vi alle sammen opper os og får noget fantastisk ud af vores samarbejde. Det er jeg vild med. Vi skal være fans af hinanden! Kærlighed er nøglen!
Var ølbranchen virkelig sjovere for 11 år siden?
Ølbranchen var ikke nødvendigvis sjovere for 11 år siden – men den var en anden. Alt var nyt og spændende og aldrig prøvet før. Det var fedt at være med i. Vi har det stadig sjovt, men vi er blevet meget dygtigere end dengang. Og det forpligter.