tirsdag den 11. september 2018

Klummen 30: Indslevs genopstandelse

Jeg kan ikke være den eneste, der er lidt loren ved at Vestfyen har overtaget Indslev Bryggeri og Ugly Duck. Det er selvfølgelig umiddelbart glædeligt, at patienten overlevede selvom respiratoren flatlinede i et par dage, men jeg kan ikke være den eneste, der går og venter på, at menene viser sig.

For Indslev Bryggeri var økonomisk syg, og at genstarte det på eksakt samme måde vil ikke fjerne den manglende rentabilitet. Eller vil den? Et drømmescenarie vil være, at Vestfyens kommer til at give adgang til et bedre distributionsnetværk og måske billigere råvarer. Og i og med at Indslev Bryggeri er købt som konkursbo, vil der også være et negativt økonomisk efterslæb, der ikke længere eksisterer og der derfor ikke skal svares for. Så måske det vil kunne køres videre uden ændringer.

Men!

Det er alligevel med en underlig smag i munden, at jeg betragter det genopståede bryggeri. Selvfølgelig er der hele big beer-tingen, der skræmmer, men er Vestfyens reelt big beer? Vestfyens er i hvert fald discountøl, eller hvis jeg skal flink, så er deres specialøl produceret til de prisbevidste.

I forhold til Vestfyens størrelse, der tror jeg nu ikke Indslev Bryggeri er blev købt for at skulle producere discountøl. Det vil ikke være rentabelt i forhold til, hvad de selv vil kunne gøre det for. De to brands Indslev Bryggeri og Ugly Duck rammer heller ikke umiddelbart ned steder i sortimentet, hvor Vestfyens i forvejen er overrepræsenteret. Men min frygt er, at det ikke bare bliver business as usual.

Kunne man ikke godt forestille sig, at Ugly Duck-øllene fik pillet en smule ved opskrifterne, så de ville ramme et prisleje, der gjorde dem nemmere at afsætte til supermarkederne, som jeg gætter på er Vestfyens foretrukne slagmark. Eller hvis man bibeholder specialbutikkerne som salgskanal for Ugly Duck, så trække dem ned, hvor de kan fungere som et modtræk til eksempelvis Kissmeyer-øllene fra Royal Unibrew, men så igen: Vil specialbutikkerne have øl, der nu reelt bliver produceret af Vestfyens? Spørgsmålene er mange, og kun tiden har svarene. Jeg håber det bedste, men frygter det værste og tror ikke på at alting bliver som før, men hvem ved.

Nogle døde vender tilbage – nogle som zombier og en enkelt af dem som frelseren. Tiden vil vise, hvad vi ender med at stå overfor.