tirsdag den 2. februar 2021

Q&A 2021: Det Lille Bryggeri

Året er nyt, spørgsmålene er nogenlunde de samme som de plejer, men afspejler tiden vi lever i. Denne gang kommer er det René Hansen fra Det Lille Bryggeri, der svarer. 

1: Hvordan påvirkede Covid-19 bryggeriet i 2020? 
Covid-19 har påvirket Det Lille Bryggeri på utroligt mange måder. Det har været et meget hårdt år, som har krævet meget sved på panden. Jeg har hele tiden skulle forholde mig til nye situationer og udmeldinger. Finde nye salgskanaler og alternative løsninger på rigtige mange områder. Når det så er sagt/skrevet, må jeg også erkende at noget af det enorme arbejde, der er lagt i 2020 ikke kommer dårligt igen. Jeg fik mit øl rundt i hele Danmark via min egen ølbil, jeg fik nye små forhandlere og fik synliggjort mig via en masse virtuelle smagninger. 

2: Hvad var det bedste ved 2020 for Bryggeriet? 
Opbakningen og den feedback jeg får på det arbejde, jeg går og laver i dagligdagen. Dette er ikke kun lokalt, men fra folk i hele Danmark. Det sluttede jo også af med, at jeg blev kåret til Årets Bryggeri 2020 af Danske Ølentusiaster. 

3: Hvad bliver det vigtigste for bryggeriet i 2021? 
Det bliver helt sikkert, at kunne navigere i kaos. Vi har en konstant usikkerhed omkring os, hvordan skal jeg takle den verden vi er i, prøve at forudse hvad næste step er. Derudover fortsat at være synlig, komme rundt i Danmark med mit øl, få afholdt en masse smagninger samt fortsat brygge øl af højeste kvalitet med en masse nyheder og spændende projekter. 

4: Hvad bliver den største udfordring for de danske bryggerier i 2021? 
De danske bryggerier står som resten af verdens bryggerier med store udfordringer og en uvished om fremtiden. Det er og bliver ikke nemt at forudse hvornår og hvordan det hele åbner op. Det betyder, at de strategier man laver pludselig er kortsigtede og man skal være omstillingsparat. 

5: Hvem fortjener et skulderklap? 
Jeg har utrolig mange, jeg gerne vil give et skulderklap. Men uden min familie og venner var jeg ikke, hvor jeg er i dag. Jeg har haft mange hjælpende hænder igennem året for at kunne løse opgaverne ved at have et bryggeri med tilhørende butik. Derudover arbejdes der på ny hjemmeside, og dem der hjælper der fortjener også et skulderklap, samt Wordenskjolds Ølklub, som har hjulpet med at afvikle en masse virtuelle ølsmagninger. 

Til sidst vil jeg takke mine kollegaer for godt sammenhold og for at bevare optimismen i en hård og svær tid.

Bestil øl fra Det Lille Bryggeri her.