torsdag den 9. august 2012

Ølindkøb: Toft Vinhandel, Islands Brygge

Det var et rent tilfælde, at jeg havnede i Toft Vin på Islands Brygge for et par år siden, men et lykkeligt et af slagsen. Jeg har endnu til gode, at nå bunden af butikken, hvor al vinen står, for midt i butikken er der et hak ind i væggen, lige præcist stort nok til at rumme en velassorteret ølafdeling. Fra indgangen og ned til herlighederne er der flere køleskabe med specialøl på køl, så ønsker man specialøl to go, er det heller intet problem. Som glad provinsbo kan jeg til tider forundres over københavnernes tilknappede facon, men man fornemmer at man har bevæget sig lidt uden for centrum når man står i butikken. Atmosfæren er afslappet, indkøbskurve er erstattet af sorte ti liters spande og da jeg nævnte, at det primært var sorte øl jeg gik efter fik jeg en hurtig gennemgang af den seneste tids tilgang af den slags, selvom ”det ikke er sæson”, og i øvrigt fortællingen den kommende ølbar på Islands Brygge, der virkede til at være længe ventet. Sortimentet var lige dele dansk og udenlandsk, og selvom jeg stødte på et par nye bryggerier, var der ikke de store overraskelser iblandt. Det skal dog ikke ses som et minus, for udvalget var i både typer og bryggerier virkelig velassorteret, og betjeningen hyggelig, høflig og ganske vidende. 

Islands Brygge 25 
2200 København S