Navn: Fanø Bryghus Kunstner Øl No.1
Type: Imperial porter
Bryggeri: Fanø Bryghus
Alkohol: 10%
Beskrivelse: Det lugter af autentisk ølindtag, når konen selv har fragtet to af Fanø Bryghus øl med hjem som en souvenir fra øen ud for Esbjerg. Jeg husker bedst bryggeriet fra før konkursen i december 2008, hvor jeg troligt købte deres øl med jævne mellemrum. Det har jeg også gjort efter genkomsten, men enten har mine smagsløg udviklet sig, eller også er udvalget af øl større end det var for en håndfuld år siden, for det sker ikke så så tit længere. Hvis dommen over bryggeriet skulle falde som et skud fra hoften, så vil jeg placere deres øl i den bedre ende af afdelingen for forholdsvis anonyme bryggerier, men det skal den ikke, for deres kunstner øl (hvorfor i to ord?) er en ny oplevelse for mig, og med ordet "imperial" printet på labelen ikke langt fra der, hvor der står "10%" kunne dette være starten på et smukt venskab. Sådan kom det ikke helt til at gå. Det er ikke meget galt, at man flækker læben på første tår, for det er en gevaldig lussing af røg og humle, der rammer én. Smagen er markant og skarp, og det samme er eftersmagen. Jeg kan ikke lade være med, at bide mærke i, at jeg synes øllen virker flad, selvom det knaldbrune skum nægter at gå væk. Tilhængere af humle og/eller røget whisky skal stå på her, fans af sort øl gør fornuftigt i selv, at danne sig deres egen mening, for Fanø Bryghus Kunstner Øl No.1 er helt sikkert en enten eller øl. Jeg ved ikke helt selv, hvad jeg synes. Øllet er andet end anonymt, og nok med et lille tip til den gode side, om ikke andet så for den intense oplevelse.
Indkøbt: Et sted på Fanø (33cl, gave)
Karakter: 8