onsdag den 28. november 2012

Jeg glæder mig som et lille barn til at smage, hvad Claus Christensen fra Munkebo Mikrobryg disker op med når han næste år dedikerer sig selv 100% til sit eget bryggeri. Som følgende nyhed dog fortæller, så tager han dog først lige en smuttur til det sydtyske og lurer dem et par tricks af. Skal man tage Danske Ølentusiasters kommentar til nyheden for gode varer, så starter Claus ud med at brygge milkstout og kaffeporter dernede. Om det er til hans nye arbejdsgiver eller til Munkebo Mikrobryg melder historien intet om.

"Som forsker vil jeg gerne lære noget nyt, så fra januar rejser jeg til München for at arbejde for et tysk bryghus som Master Brewer ved Camba Bavaria. Jeg har opsagt min stilling hos Midtfyns Bryghus og ser frem til at arbejde i Tyskland og lære Bavaria og mine nye kolleger at kende. Jeg skal have ansvaret for produktionsplanlægning, udvikling af nye opskrifter, justere gamle og passe et malteri og meget mere. Jeg har fået tilladelse til at brygge Munkebo Mikrobryg på deres udstyr og sende hjem til salg i Danmark. Jeg skal være i hjertet af tysk brygkultur i ca. ½ år og derefter rejser jeg tilbage til Fyn for at hellige mig Munkebo Mikrobryg på fuldtid. Jeg forventer at rejse tilbage til Tyskland nogle gange om året for at starte nye projekter og afslutte andre."