torsdag den 28. februar 2013

Det tynde øl (Refsvindinge special): Jubilæum, 6,5% 

Egentlig skulle Refsvindinges Røde Mor også have været i maratonrækken af ølanmeldelser fra Refsvindinge, men flaskehalsen knækkede da jeg forsøgte at få kapslen af. Godt det samme, for rød ale har aldrig hørt til blandt mine favoritter. I stedet lukker vi rækken af øl fra Refsvindinge ned med jubilæumsbrygget fra bryggeriets 125års fødselsdag tilbage i 2010. Det er også en værdig afslutning på Refsvindingemaratonen, for Jubilæum er så absolut en fin øl. En rødbrun ale, der fremstår en smule sød, men med kraft nok til at være sin egen og ikke bare en variant af Ale 16. Der er tilsat koriander, og den smager mere tørt end sin kendte storebror. Hvis man synes røgen bliver for meget i Prima landøl og Den grå enke, så er dette nok det bedste bud Refsvindinge har på en madøl, der går godt til fire halve med fedt, røg, salt og hvad det store kolde bord ellers rummer af rugbrødstilbehør.