onsdag den 28. august 2013

Det tynde øl: Miami Vice, 4,8%, Ugly Duck

(Fra Ugly Ducks Facebookside)
I formiddags bragte Ugly Duck ovenstående billede. Nu sidder jeg så og har både fryderen og fråderen over, hvor godt et stykke øl Miami Vice er. 

Følger man med på Stovt vil man vide, at såvel Pale Ale som IPA er nogle stilarter, jeg kæmper med at få hjemmebanefordel i. Her får jeg dog både hjemmebane, matchbold og serveret serveret i en og samme flaske. 

Miami Vice er en tør og virkelig lækker Pale Ale, som jeg slås med ikke bare at køre ned i tre grådige tåre. Den er lettilgængelig, læskende og fyldig, uden på nogen måde at tumle over i at være af de fuldfede varianter. Humlebitterheden er diskret, men nærværende, og kommer mest til udtryk i ovennævnte tørre indtryk. Det overrasker mig en smule, for der er brugt Cascade, Mosaic og Citra, og sidstnævnte har jeg erfaringsmæssigt et problem med, men hvis der er problemer i dag, så er det, at der kun er 33cl i en flaske. 

Det er synd, at Miami Vice først kommer på markedet nu, for der er virkelig mange gode sommerbranderter gemt i den øl her. Anbefales ud over det sædvanlige, på alle leder og kanter dagens store og uventede overraskelse. Ganske enkelt et åndsvagt godt glas øl.