mandag den 2. september 2013

Anmeldelse: Amager Bryghus - Double Black Mash

Navn: Double Black Mash
Type: Double Mash Imperial Stout 
Bryggeri: Amager Bryghus 
Alkohol: 12%
Beskrivelse:  Dobbeltmæskning skulle efter sigende være en bitch, at give sig i kast med. Derfor må man også formode, at når man vælger at gå igennem det dobbelte besvær for stadig kun at frembringe en enkelt øl, så må det give noget ekstra til øllet siden man gider. Det gør det også! En passende reklametekst til Double Black Mash kunne lyde ”nu med op til 50% ekstra brutal i glasset” og den brutalitet leveres tungt og bastant. Det her er øllets svar på at sidde over for Samuel L. Jackson i Pulp Fiction, der hvor han meget høfligt beder om at få sin pung tilbage, og første tår er der, hvor han siger ”it’s the one that says bad motherfucker”. Du kan sagtens se at manden er en totalt cool bad ass, og det er svært ikke at trække vejret lidt nervøst af frygt for hvad der sker, hvis du træder ved siden af.

Hvad smager den så af? Det korte svar er ”meget”. Det er en heftig omgang, at tygge sig igennem, for lige så blød og cremet konsistensen er, lige så luremineret er indholdet. Hvis jeg holdt mig til gængse termer, så ville jeg kalde det en humlet omgang, med tendens til lidt røg, men det dækker det slet ikke. Det er som richterskalaen, hvor hver gang man hopper et trin op, så tidobles effekten og vi er så mange trin oppe af stigen, at det ville gøre voldsomt ondt at falde ned.

Det her er noget af det mest brutale sorte øl jeg kan mindes, at være stødt på. En oplagt deleøl, eller man kan som mig lige knappe de to øverste skjorteknapper op, skyde brysthåret frem og tage det som en mand. Lidt for meget af det gode, men med trykket lagt på god.
Indkøbt: Foræring fra bryggeriet (50cl)
Karakter: 9