mandag den 7. oktober 2013

Navn: Black Gold
Type: Imperial Stout
Alkohol: 9,5%
Etikettekst: Black Gold er en lækker Imperial Stout med rigelige mængder af malt og humle. Farven er sort med et mørkt skum, og i duften kan man tydelig ane, at der er tale om en øl med en stor profil, og en god dybde. Smagen er fyldig med en god harmoni mellem malt og humle, samt en lang og behagelig eftersmag af mørke malte og en let bitterhed.
Beskrivelse:  Black Gold var en af de første to øl, der dukkede op i samarbejdet mellem Det Lille Bryggeri og ølbutikken Fish & Beer på Amager. Der var planlagt seks, men om de er kommet videre, er jeg egentlig ikke klar over. Lige nu er det også lige meget, for Black Gold har været tyve minutter ude af køleskabet, og er klar til at blive serveret.

Der er lige en antydning af røg i luften, da jeg stikker næseborene ned til flaskens hals. Det indtryk tager dog til, da flaskens indhold bliver overført til glasset og efterhånden som det sorte guld luner lidt op. Black Gold får lov til at stå lidt efter jeg har hældt op. Kulsyren er meget frisk, uden at være overdrevent dominerende. Det er dog stadig for meget til min smag, så glasset fik lige fem-ti minutter i skammekrogen og måtte love at opføre sig pænt, før det blev taget til nåde og fik lov til at komme tættere på igen.

Det pyntede helt klart, at Black Gold får lov til at bruse af. Den er dog stadig lige i overkanten frisk, men den kommer absolut inden for det tålelige efter de ti minutters tilsidesætning. Smagen er massiv. Masser af røg i eftersmagen, kombineret med tilsvarende meget humle giver en imponerende mundfylde. Det samlede indtryk er dog forholdsvis uraffineret. Der er ikke så meget tale om nuancer, mere om en masse smag skovlet oveni hinanden så delelementerne ikke kan adskilles. Det har så absolut sin egen charme, men spændingsmomentet går hurtigt af.

En Imperial Stout på det jævne. Absolut ikke dårlig, men heller ikke en øl man vender tilbage til.
Indkøbt: Fish & Beer (50cl, ca. 45,-)
Karakter: 8