mandag den 18. november 2013

Anmeldelse: Nomada Brewing Co., Moose Islay - Imperial Stout


Navn: Moose Islay - Imperial Stout
Type: Imperial Stout
Alkohol: 12%

Beskrivelse: Spansk øl lyder mere som indledningen på en vittighed eller fornærmelse, end en invitation til noget godt. Men som den dyreelsker jeg er, kunne jeg ikke stå for de store bedende øjne, der kiggede på mig fra hylden med en tegnet kittekat på en flaske øl som afsender. Der er Kittekatte på alle øllene fra Nomada Brewing Co. og de ser damn cool ud. Sort på hvidt tegnede kræ, der i nuttethed står en kende i kontrast til de halvheftige ølvarianter, der gemmer i flaskerne.

Duften fra Moose Islay – Imperial Stout er vidunderlig og udspringer fra fadlagringen. Alle omtaler af øllen på nettet nævner 16års Lagavulin tønder, og det står sikkert for troende, men alle steder omtales alkoholindholdet også som værende 13,5% - her på flasken står der 12%. Hvad forskellen er.. pas! Duften er i hvert fald en fryd, sød, indbydende og intens, uden at bægeret flyder over.

Smagen derimod kammer over, og det mere og mere efterhånden som den luner op. Whiskyen fylder for meget i smagen. Indledningsvis går ligningen meget godt op, øllet er blødt og behageligt, med en god tone af lidt sprit, men som den luner op, kammer alkoholen over og en smag af mørk chokolade kommer med 120 km/t bagfra og ryger helt op i det røde felt,H hvorfra den sender Moose Islay – Imperial Stout et sted ud på overdrevet. Synd, for det tegnede ellers så godt.

Brug Moose Islay – Imperial Stout som deleøl, så du/I slipper for overdrevsdelen. Eller åbn flasken, og nøjes med at dufte til den. Det alene er prisen værd.  
Indkøbt: H.J. Hansen (33cl, 46,-)
Karakter: 9 (indledningsvist, den sidste halvdel af øllen får 7)