Sidste sommer besøgte jeg Kunstbryggeriet Far & Søn i Hundstrup på det sydlige Fyn, ikke langt fra, hvor jeg selv trådte mine barnesko. For nyligt var jeg så forbi igen. Denne gang ikke så meget for at lege øljournalist, men for at være med til at brygge en spandfuld øl. Dog ikke hvilken som helst spandfuld øl, for vi tog udgangspunkt i det, der er kunstbryggeriets kendetegn, nemlig det kunstneriske.
Bag Kunstbryggeriet Far & Søn står Bo Rino og hans ældste søn Fabian. Sammen har de fortolket tekster af Peter Laugesen, Susanne Staun, Alberte med flere, og omsat det De fik ud af dem til øl. Således også denne dag.
Hvad de nok færreste ved; så har jeg to børneplader bag mig, og i forlængelse af dem, går jeg sammen med den ene af mine musikalske legekammerater og sysler lidt med, om vi kan skrue en voksenplade sammen også. Det er vi så langt med, at en del af sangene eksisterer som demoer. Jeg lod min legekammerat vælge, hvilken af teksterne, der skulle laves til øl, og han lod valget falde på ”Alt er alvor”. En halvandet minut lang landeplage to be, om det at vente på det sidste åndedrag.
Alt er alvor
Alt er afsked
Alt er tomhed
Alt er tavshed
Alt er et intet
Der er det
Der er tilbage
Alt er en venten
På døden
De sidste lange dage
Ti minutter brainstormede Far & Søn over teksten og nåede så frem til følgende konklusion ”Teksten er alvorlig, så derfor valgte vi en alvorlig ølstil som der kan dvæles ved mens der tænkes. Det er en herreøl, der er en anelse sødet for at det hele (livet) ikke skal være forbitret. Efter alvor kommer altid klarsyn, så den er frisk og floralt humlet, hvilket er unormalt for stilen. Men der skal jo være håb i alvoren..”
Med andre ord, er mine ord i skrivende stund på vej til at blive en Bock.
Brainstormingen var overstået da jeg ankom, i stedet indtog jeg en aktiv rolle under kværningen af malten, og en mindre aktiv rolle da selve brygningen blev påbegyndt, hvor jeg betragtede, spurgte, og endnu en gang gjorde mit bedste for at forstå, hvordan man kan tage det bedste fra markerne, vandhanen, plus en smule mere, og i sidste ende med at stå med en øl.
Den vigtigste lektion i den henseende, er at når først ”øllet er sat over” så må der åbnes for flaskerne, og den regel valgte vi ikke at fravige. Det blev i løbet af eftermiddagen til et udvalg af øl fra Kunstbryggeriet Far & Søn, en håndfuld hjemmebragte øl fra Stovts privatlager, en perlerække af Barley Wine, der tog pusten fra den smule fornuft, der efterhånden var tilbage, og overlod styringen til det løsslupne, og et sted midt i alt det, fik jeg også smagt den HØØL som Bo i midten af januar havde med til Ny Nordisk Øl arrangementet ”øl uden humle” på Søernes Ølbar.
Det mest påfaldende ved den, var hvor lidt påfaldende den var. Smagstoner og noter røg ud af hukommelsen, da Barley Wine og senere juleøl sparkede døren ind, men jeg husker den som en smule skæv og atypisk, uden at være helt ude på overdrevet. Efter at have ment, at den efterfølgende øl vi indtog var inficeret, og at kunne konstatere, at den der fulgte efter led af samme sære bismag, måtte vi konkludere at HØØLen hang så meget i glasset, at det var nødvendigt med et glasskifte.
Bo fortalte på dagen historien bag HØØL, men som så meget andet fra dagen, hang det ikke helt fast i detaljeform, så jeg bad ham sende mig en mail med historien.
”I sommeren 2013 fik jeg endelig taget mig sammen til at prøve en drøm af, jeg længe havde haft, nemlig at brygge med hø. Jeg har altid været fascineret af gamle gårdbryggerier og deres teknikker, så det skulle prøves af, og resultatet blev til HØØL. På det tidspunkt eksperimentere jeg rigtig meget, så den fik fuld fart med fire slags hø, cikorie og burrerod, men det var i sidste ende lidt for meget. Slutresultatet blev en smag, jeg aldrig havde smagt før, og jeg fornemmede, at det at brygge med hø kunne et eller andet, men at høet samtidigt også ville alt for meget. Da NNØ spurgte om jeg ikke havde noget radikalt mærkeligt øl til deres event med humlefrie øl, fik HØØL sin offentlige debut. Det sjove er, at nogen hader den, andre kan lide den og resten finder den spændende. Jeg vil prøve, at brygge den igen, men mere styret og varsomt, for det kan noget det hø, men næste gang skal det ikke være så komplekst som den første.”
Jeg nærer et håb om at Bo brygger en neddroslet udgave på et tidspunkt, som jeg får lov at smage, for konceptet er ikke helt uden potentiale. Inden det sker, skulle der gerne stå en Bock klar med mine ord på etiketten, og Kunstbryggeriet Far & Søns fortolkning i flasken. Jeg kan ikke sige mig fri for, at være en smule spændt.