mandag den 28. april 2014

Anmeldelse: Bumaye, 8Wired

Navn: Bumaye
Type: Red Wine Barrel Aged Imperial Stout 
Bryggeri: 8Wired 
Alkohol: 16% 
Beskrivelse:
Et af de mere klassiske råd når det gælder om at undgå tømmermænd lyder at man ikke skal blande øl og vin. Et råd, som jeg kunne have sparet en hundredemand på, hvis 8Wired havde fulgt det. Selvom tømmermændene mere var økonomiske end fysiske, så irriterer det mig, at jeg i min begejstring over at se noget nyt og sort på hylden, ikke lige skimmede ned over etiketteksten og blev så meget klogere, at øllen havde lagret på rødvinsfade. Øl på rødvinsfade har stadig til gode at give mig min første gode oplevelse, det bliver som regel mere til en oplevelse med en alt for gennemtrængende note af noget, der ikke hører hjemme i øl.

Duften fejler ikke noget, den er ristet, vinøs og tung. Det første indtryk er i bund og grund et støvlespark af alkohol lige i sanseapparatet, hvor smagen af vin synes gemt behageligt langt bagved. Vinen rykker dog i forgrunden med en ganske ubehagelig fart, og lige pludselig er alkoholbomben blevet til et uhomogent blandingsprodukt, som det var let hurtigt at køre træt i. Den betragtning var der bred enighed om, til trods for at Bumaye kommer i en 33cl flaske og vi var tre mand om at dele den.

Det er okay at have ambitioner, men Bumaye vil mere end den kan.
Indkøbt: Vinoble (33cl, 99,-)
Karakter: 6