torsdag den 1. maj 2014

Poesibogen: Martin Goldbach Olsen (Allbeer)

Allbeer er det sorte tunge øl blandt dansk ølskriveri, en fuldfed og intens nydelse fra ende til anden, der måske ikke er for alle, men som kan noget de andre ikke kan. Jeg er stor fan af deres ordporno, og derfor er det heller ikke uden en vis selvtilfredshed, at Stovts poesibog i dag kan præsentere en hilsen fra Martin Goldbach Olsen.

Hvad er din yndlingsøl? 
Yndlingsøllen er altid den seneste, der virkelig har ramt tungens g-punkt. Senest var det Westbrooks, Mexican Cake, der gik sin sejrsgang i hele mundhulen. Før har det bl.a været Midtfyn Bryghus, Imperial Stout, Mikkeller, Beer Geek Serien samt George, Flying Dog, Gonzo og Beer Here, Mørke. Men den øl jeg har brugt mest tid og flest penge på er uden tvivl Mikkellers imperial stout, Black. Det var den gamle ejer af den nu lukkede Plan B, der synes vi var blevet lige lovlig kække at høre på en sen aftentime. Mikkel Borg Bjergsø havde dagen forinden afleveret flasken af det legendariske første batch, så Niels skænkede under tvang og gav os en uforglemmelig lektion i ølekstremisme. Vi gik i bogstaveligste forstand i chok, men vi fandt også en ny grænse og lagde den bag os. Symbolsk svarede Frederiksborggade igen med torden, lynild og monsunregn. Den dag i dag forstår jeg stadig ikke Black, og det er en stor del af tiltrækningen ved alt kunst. Men detaljen med champagnegær er genistregen, der adskiller Black fra alt andet. Den har udviklet sig til pionerende videnskab og findes som chili sauce, sirup, slik, sennep, ølpølse, ost, topping på King Johns hottere. whisky, rom, oloroso, bourbon, utallige vilde varianter og fadlagrede versioner. Som den eneste øl i verden er den til med fadlagret på sig selv i sin egen tønde. Det gør mildest talt øllen helt unik, og jeg har smagt alt, hvad der er tilgængeligt i Danmark, bortset fra de seneste par batches. Rygtet siger at de er tøset ned i styrke, det skal jeg snart have testet. Ja, man bliver aldrig færdig med Black. 

Hvad er din yndlingsøltype: 
Jeg nyder oftest mit øl, når natten er nær. Det er også mest mørket og gerne en sort stout, der finder vej til glasset. Øltypen er ultimativ, da den både kan være sur, sød, salt og bitter. Derfor er smagsspektrummet uendeligt og det er i den øltype man oftest finder øllets femte smag - umami. Man oplever også at mange bryggere har stoltheden på spil med deres stouts, og gør sig ekstrarordinært store anstrengelser for både at opnå perfektion men også bryde grænser. Så er stouten en af de få ting i livet, vi mænd kan have for os selv. Når man som jeg er fanget i familiecentrifugen, er det virkelig vigtigt. Man skal altid huske at købe mindst to eksemplarer, en til nu og en til om 10 år, hvor du så har en helt anden øl. Stouts er udødelige, de kræver en indsats af dig, de kræver ro, langsommelighed, koncentration og stiller krav om skarpe smagssensorer. Det kan jeg godt lide i en tid, hvor alt er et hurtigt klik væk. Så skal vi heller ikke være for stolte til at indrømme, at stouts går hurtigst i storetåen og er langt den bedste sovepille på markedet. 

Hvor køber du dine øl?
Har alle dage købt langt de fleste af mine øl i Barley Wine. Jan og Helle har det bedste allroundudvalg i byen. Så er de hyggelige, vidende, hjælper os med ølsmagninger og spiller altid gammel blues og jazz på vinyl. Det bliver bare ikke bedre. Jeg har aldrig følt mig sådan rigtig velkommen i Ølbutikken, som i lange perioder var en overvurderet butik. Til sidst blev den logisk nok også udkonkurreret af ejerens egen bror med Mikkeller & Friends Bottle Shop. Deres udvalg i Stefansgade eller i deres webshop er ekstremt elitært men second to none, hvis man helt ekslusivt virkelig ønsker at forkæle sig selv. Kører mest derned for Mikkeller, vildtgæret øl, amerikanske lækkerier og deciderede rariteter. Man kan ikke sige, der er hyggeligt eller at betjeningen er speciel snakkesagelig. Til gengæld er de gode til hive de vildeste sager hjem, og så er det op på jernhesten inden det er væk. På fad har det gennem årene primært været først Ølbaren, Plan B og Mikkeller Bar, men i den seneste tid har Bischop Arms bløde læderstole lokket. De lukkede så desværre, men heldigvis er Østerbro lidt stolt over endelig at kunne præsentere et vidunderligt ølsted, Søernes Ølbar. Det ligger kriminelt tæt på hvor jeg bor, og derfor er det foretrukne vandhul for tiden et nemt og alt for mageligt valg! 

Største øloplevelse?
Oplevelserne står jo i kø, men den største må være den første og historiske Copenhagen Beer Celebration. Denne episke event var så stor og uhåndgribelig, ja med andægtighed måtte man knibe sig i armen. En del rust skulle bankes af for mit vedkommende, og jeg startede da også med at gå ud i regnen og drikke en Black Albert med nogle hårde nitter fra De Struise. Mere rustent og urutineret kan man vel dårligt lægge fra land, når man har et helt hav af øl foran sig. Men ikke længe forinden havde jeg mistet min blogmakker Palle i en tragisk trafikulykke, og hele ølprojektet var bare ikke sjovt alene. Så jeg besad hverken klarsyn eller drikkelyst i den periode. Men CBC var lige hvad jeg havde brug for, og det gjorde egentlig oplevelsen af alle de magiske øl endnu mere intens, at jeg gik igennem en hel dag mutters alene. Om lidt er det tid til den tredje CBC og Taphouse med 61 haner åbner i samme uge. Vi har vist ikke meget at klage over i København for tiden. 

Hvad er det øl kan siden det er så godt? 
Sammenligningen mellem vin øl og vin er helt forståeligt den typiske, men også udslidt og egentlig ikke baseret på sund fornuft. Øl er bare noget andet, af den grund, at det både kan være sødt, surt, salt og bittert. Det kan vin altså ikke. Derfor er mulighederne med malt, humle, vand, gær, og hvad ellers der tilsættes, nærmest uendelige. Det er smagsvariationerne og kombinationsmulighederne med gastronomi også. Men vin-kulturen har jo også sneget sig ind hos fx Mikkeller, og jeg var ved at falde ned af barstolen, da jeg fik skænket Three Floyds, Zombie Dust i et 0,2 liter smageglas. Min store jødegøb kan ikke være i sådan en diminutivt glas, og da jeg havde taget en tår eller to var det tomt. Jeg vænner mig aldrig til det. For at favne en øl på alle parametre skal det i min optik være mindst 33 cl og helst 40. Men man kan ikke få det hele, og det er sikkert godt for business og selvfølelsen hos broernes importerede hipstere. En anden vigtig ting for mit vedkommende er, at øl er en folkelig og demokratisk drik. Forstået på den måde, at alle kan være med. For en flad halvtredser kan du få verdens bedste øl enten fra fad på den lokale ølbar eller på flaske. Du kan selvfølgelig også i sjældne tilfælde give 225 for Mikkeller Black Fist eller 150-200 kr for Hill Farmstead eller Three Floyds. Men det er sådan set stadig inden for rækkevidde. Det vin du køber for de samme penge er sekundaprodukter. Den bedste vin i verden er ubetalelig og forbeholdt den rigeste elite. Efter den efterhånden lange ølrejse er jeg så helt selvmodsigende endt med at få grotesk dyre vinvaner. Go figure! De bedste håndbryggere herhjemme, fx Miss Håndbryg og i Sverige fx The Garage Brewery, har også lært mig, at man rent faktisk kan brygge formidabel øl i sit eget køkken med almindeligt brygudstyr, der ikke koster en vinbondegård. Mikkeller brygger også stadig helt old-school X-stout og Small Beer Series på et ordinært 100 liters anlæg i Kødbyen, hvor øllet gærer i plasticbeholdere. Det giver en ekstra dimension af identitet og livsstil, som er svært at opnå med så meget andet. Inspirationen den vej fra, har da også ført til, at jeg og min "nye", skarpt skrivende og ultrakræsne blogkollega, Jesper Egelund, under navnet “Allbeer Brewing” endelig har brygget vores første øl, som med garanti ikke bliver den sidste.