Jeg har længe gerne ville have mere musik på Stovt. Før øllet tog over, var musik mit et og alt, og de første ord jeg satte ned på et .doc-dokument blev da også skrevet til en nu hedengangen musikside. Følger man Stovt, vil man vide, at jeg af et par omgange har været forbi Kunstbryggeriet Far & Søn til hygge, håndtegn, øl og røverhistorier. Kunstbryggeriet Far & Søn tolker ord ned i øl, jeg vil forsøge at twiste det således, at en given plade fra min pladesamling bliver sat sammen med en passende øl. Velkommen til første omgang ”sort vinyl og øl”, denne gang med Sort Sol og Brewdog.
Da jeg mentalt gennemgik pladesamlingen for lp’er, der kunne være passende, at inkludere i dette nye segment, var Sort Sols ”Flow my Firetear” en af de første, der dukkede op. Udsendt i 1991 som forløber til ”Glamourpuss”, der skaffede Sort Sol et folkeligt gennembrud tre år senere, var den et perfekt mix af fortidens rå punk, og den mere kommercielle lyd, der skulle komme. Mit første møde med pladen var gennem videoen til nummeret ”Daughter of Sad”, der havde Maiken Wexø i rollen som knivskørtbærende skønhed, og da jeg var 15, var der få kvinder helt som hotte som Maiken. I en tid før YouTube var det en kamp, at få den set, hver gang muligheden bød sig, hvilket i mit 15årige hoved ikke var tit nok.
Det tog dog nogle år før jeg helt lærte at værdsætte de for mig stadig rå toner, lige som det tog mig en del tid at lære at sætte pris på humlet øl. Det virkede oplagt, at parre ”Flow my Firetear” med Punk IPA fra Brewdog. Ingen af dem er helt så skarpe, som de mere vilde bud på hver deres genre, og begge har en afsender, der er startet i det små, men nu på hver deres måde er blevet corporate. Brewdog står ude i supermarkederne og Sort Sol spillede under deres seneste tour på Døllefjelde-Musse Marked. Idealer er fine, men det er penge på kontoen også. Brewdog sender dog stadig nyt øl på markedet, designet til at understrege deres kompromisløshed, den samme kompromisløshed, der fik Peter Peter til at forlade Sort Sol i 1995 da han ikke længere kunne stå inde for gruppens nye mere polerede lyd, og Lars Top-Galia har igennem de senere år arrangeret flere koncerter med ikoniske navne fra de smallere genrer.
Punken er det vel efterhånden så som så med, selvom det står på etiketten, og nogle stadig mener, at Sort Sol burde bære det label. Men, at man er trådt bort fra ungdommens antiautoritetstro tilgang til tingene, og har lagt sig ind under voksenlivets regler, markedsmekanismernes dominans og spiller med, er ikke ensbetydende med at man har solgt ud. Et gammelt punkmantra lyder ”vi aner ikke hvordan man gør, lad os gøre det”. En sund tilgang til visse ting, når man i dødsforagt kaster sig ud i noget nyt, og undervejs bryder noget af det gamle op. Når man bliver ældre lærer man at spille spillet, lysten til ungdomsoprøret i punken dør ud, man indser, at der er penge at hente i af lave øl i supermarkedsprisklassen. Det betyder ikke nødvendigvis at man går på kompromis.
”Flow my Firetear” er stadig en halv times uspoleret musikalsk storhed; gennemarbejdet, ligetil, uden overflødigheder og begået af flok mænd, der med pladen tager springet ind i en mere voksen del af livet. Det samme kan for så vidt siges om Punk IPA. Gennemarbejdet, ja. Ligetil, ja. Overflødigheder? Ikke det der ligner! En simpel øl, der som en plade indspillet i punkens absolutte skumring, kan stå op mod de bedste.