På vej hjem fra vores tyske sommereksil gjorde vi stop ved en større Edekabutik på en af indfaldsvejene til Hamburg. Ølafdelingen bød ikke på de store oplevelser, men på vej til kassen faldt vejen igennem vinafdelingen, og der, i en åben kølemontre, stod et udvalg af langt mere interessante ølflasker, som jeg så mig nødsaget til at tage under nærmere besigtigelse.
Navnet Braufactum ringede en klokke. Indpakningen var stygt lækker, og i direkte forlængelse af min idé om at slæbe så meget øl som muligt fra de nyere tyske mikrobryggerier med hjem, så blev feriens sidste tyske ølindkøb, tre flasker øl fra Frankfurt am Main.
Pengene jeg spenderede på de tre flasker Braufactum havde dog været bedre brugt på Hanuta og Nutella i en af grænsekioskerne. Hvis Braufactum er noget, så er bryggeriet beviset på, at man hverken skal skue hunde eller øl på håret.
Første øl i glasset var Palor, en Pale Ale med et mørkt udseende, der mest af alt mindede om en classic med en smule mere smag. Tør, fyldig og gedigen, men mest af alt bare en anonym øl, der ikke rigtigt turde stå ved, at den burde være humlet.
Tingene begyndte at stikke af, da Roog kom i glasset. En røghvede, hvor røgen ikke ligger som en lækker lille subtil note, men snarere er kogt ind til en fedtet masse, en art røgfond om du vil. Læg dertil et alt for sødt væsen, undfanget af tusind tons karamelmalt, og resultatet bliver en øl så tyk, at den næsten skal skæres med kniv og serveres i skiver. I en blindtest ville jeg nok have gættet på, at det her var (et forsøg på) en Bock. I virkeligheden er det bare en virkelig dårlig øl, pakket rigtigt pænt ind.
Det sidste håb om, at Braufactum godt kan begå øl, der smager godt, blev lemlæstet i en grad, at udgangen blev dødelig, af Progusta. En IPA så uendelig kedelig og så forudsigeligt sød, at mine smagsløg truede med sagsanlæg, hvis jeg ene mand drak flaskens 75cl. Jeg valgte derfor hurtigt at dele den med håndvasken.
Braufactum: fantastisk indpakning, stygt øl.