Ølsnedkeren er for et nyt bekendtskab. Havde jeg været mere berejst, havde jeg sikkert for længst gæstet Nørrebro, hvor deres brewpub holder til. Brewpubben er vel egentlig kun en pub i dag, for bryggeridelen er rykket ud til Gørløse, hvor det gamle mejeri, der blev bygget om for at kunne producere gærkager i bunden af Stronzos flasker, er placeret.
Nu er Ølsnedkeren så kommet på flasker med 33 centiliter i hver, og det endda til en billig penge. Jeg smed 25,- pr. stk., men har siden spottet dem helt ned til 21,- stykket. Så uanset udfaldet af min oplevelse, så vil det trods alt ikke være dyrekøbte erfaringer jeg gør mig. Stedet de er brygget(s historie) og den lave pris, gør dog at forventningsbarometeret ikke helt giver udslag på stiv pik, men som baggrundsstøj til Playstation og en ellers glemt plade med Sparklehorse gav det helt god mening at hive en af de sølvfarvede etiketter ud af køleskabet. Planen var én enkelt øl, men da Playstationen to timer senere havde udspyet de skudsalver, der skulle til for at knække nazisterne, stod der tre tomme flaske ved siden af mig.
Det blev de tre humlede varianter fra Ølsnedkeren, der som nazisterne i spillet, måtte lade livet. Modsat nazisterne gik øllene dog ikke i ekstremerne, snarere omvendt. Fælles for Rustik, Jyske Dollars og Still Entangled gjaldt det, at øllene virkede meget balancerede, og det slog mig at letdrikkelighed var prioriteret højere end ekstremer.
Første offer var Rustik, en Pale Ale på 5%, der overraskede mig med sin umidelbarhed, sin afstemte bitterhed og en god fylde. Klare toner af orangefrugter tegnede det overordnede billede af Rustik, der måske ikke er en groundbreaking øl, men en på alle leder og kanter, og i alle rammer og dimensioner er et behageligt bekendtskab.
Jyske Dollars skulle naturligvis have været en sort variant, men er i Ølsnedkerens fortolkning blevet til en Vestkyst IPA. Udtrykket er cremet og blødt, spillet op mod nogle ru og rustikke kvaliteter, der tager sit afsæt i humleblandingen Mosaic, Soriachi Ace og Citra. En blanding, der rummer en ligefrem personlighed med sin egen skæve gang.
Endelig blev aftenens kamphandlinger lukket ned med Still Entangled. En ikke overvældende voldsom IIPA på sølle 7,5%. Der er skruet op for bitterheden, men med balancen intakt. Dybere bliver det ikke, opmærksomheden på detaljen var på det her tidspunkt blevet rettet mod skærmen.
Jeg er virkelig positivt stemt overfor ovenstående treenighed. Alle er lette at gå til, uden at der er gået på kompromis i forhold til smagen. Når man ser hvad supermarkedernes hylder byder på til de samme penge (bevares, det er så halvliters flasker), så er det svært at se, hvad der skulle kunne argumentere for, at less ikke skulle være more. Anbefales, og det gælder alle tre.