Bryggeri: Ølværket
Alkohol: 7,5%
Beskrivelse: Esbjerg, Danmarks femtestørste by. Placeret i udkanten af udkanten og klemt inde mellem Fanø og fastlandet. Det var her jeg i en alder af 22 endegyldigt skiftede drinksene ud med øllet, efter et teenageliv som fadølsfornægter. Her festede jeg da den aften Sønderjyllands politi indså, at det nok var smart at have tåregas mere end et sted i politidistriktet, og her kærestede jeg rundt med en pige, hvis dengang nyerhvervede lændtatovering i dag har gavlmaleristørrelse.
Her, en halv menneskealder senere tænker jeg mest på Esbjerg når Obs midtbane sejler rundt, og jeg med vemod mindes da Hans Henrik Andreasen tog hånd om den, før han blev skibet af til EFB, men så kom der en mail.
Ølværket, Esbjergs nye bryggeri, spurgte tilbage i november, om jeg ville have tilsendt et eksemplar af deres Stout Offshore. Det takkede jeg ja til, og en tre-fire måneder senere dukkede Offshore så op med posten. Det er så småt også ved at være et par måneder siden, men nu er det kommet så vidt.
På flasken kan man læse, at øllet er håndbrygget på Esbjerg Havn. Et sted, hvor der ikke lugter så meget af fisk som der gjorde engang. Byens industri blev omstillet da fiskerne indså, at der var mere fisse i olieindsmurte overkroppe end i at lugte grimt af Vesterhavets dyreliv, og at det var muligt at smide den tunge, larmende industri ud midt på Vesterhavet, og så kun hive den ind på land igen når man skal have navngivet en øl.
På flasken kan man også læse, at flasken har et fyldigt skum. Overkarboneret er den i hvert fald. For selv efter nænsomt, at være blevet fragtet fra køleskabet ind i stuen og der have tilbragt en lille halv time på stuebordet, der presser skummet sig langsomt, men sikkert op gennem flaskens hals og når lige at påbegynde løbet ned langs flaskens side før jeg får fat i mit glas og afværget yderligere spild. I glasset er den dog forholdsvis flad, og selvom den ser fin ud efter skænkning, så er enhver antydning af skum hurtigt dampet af.
Jeg drikker meget sjældent Stouts. De savner for meget af den vildskab, potens og intensitet deres imperiske storebrødre leverer. Derfor er det også naturligt, at jeg synes Offshore er en halvtynd oplevelse. Der mangler krop og/eller humle, der kan give noget bid, men det er stilarten og ikke Offshores skyld.
Offshore har dog tendenser mod det vandede, den savner nogle ristede noter, der kunne give den lidt bid. Chokoladenoterne har en syrlighed tenderende det frugtige. Eftersmagen bærer præg af fedme i retning af sur filterkaffe, der bliver hængende i ganen et stykke tid efter, at øllen er blevet skyllet ned. De forskellige indtryk harmonerer meget godt, og virker afbalancerede i forhold til hinanden. Desværre falder de ikke i min smag. Dele af det skyldes stilarten, men udførslen er heller ikke til mere end det middelmådige. Primært savner jeg savner krop og fylde, men jeg savner også at øllen kan holde på skummet og ikke bare går død med det samme.
Her, en halv menneskealder senere tænker jeg mest på Esbjerg når Obs midtbane sejler rundt, og jeg med vemod mindes da Hans Henrik Andreasen tog hånd om den, før han blev skibet af til EFB, men så kom der en mail.
Ølværket, Esbjergs nye bryggeri, spurgte tilbage i november, om jeg ville have tilsendt et eksemplar af deres Stout Offshore. Det takkede jeg ja til, og en tre-fire måneder senere dukkede Offshore så op med posten. Det er så småt også ved at være et par måneder siden, men nu er det kommet så vidt.
På flasken kan man læse, at øllet er håndbrygget på Esbjerg Havn. Et sted, hvor der ikke lugter så meget af fisk som der gjorde engang. Byens industri blev omstillet da fiskerne indså, at der var mere fisse i olieindsmurte overkroppe end i at lugte grimt af Vesterhavets dyreliv, og at det var muligt at smide den tunge, larmende industri ud midt på Vesterhavet, og så kun hive den ind på land igen når man skal have navngivet en øl.
På flasken kan man også læse, at flasken har et fyldigt skum. Overkarboneret er den i hvert fald. For selv efter nænsomt, at være blevet fragtet fra køleskabet ind i stuen og der have tilbragt en lille halv time på stuebordet, der presser skummet sig langsomt, men sikkert op gennem flaskens hals og når lige at påbegynde løbet ned langs flaskens side før jeg får fat i mit glas og afværget yderligere spild. I glasset er den dog forholdsvis flad, og selvom den ser fin ud efter skænkning, så er enhver antydning af skum hurtigt dampet af.
Jeg drikker meget sjældent Stouts. De savner for meget af den vildskab, potens og intensitet deres imperiske storebrødre leverer. Derfor er det også naturligt, at jeg synes Offshore er en halvtynd oplevelse. Der mangler krop og/eller humle, der kan give noget bid, men det er stilarten og ikke Offshores skyld.
Offshore har dog tendenser mod det vandede, den savner nogle ristede noter, der kunne give den lidt bid. Chokoladenoterne har en syrlighed tenderende det frugtige. Eftersmagen bærer præg af fedme i retning af sur filterkaffe, der bliver hængende i ganen et stykke tid efter, at øllen er blevet skyllet ned. De forskellige indtryk harmonerer meget godt, og virker afbalancerede i forhold til hinanden. Desværre falder de ikke i min smag. Dele af det skyldes stilarten, men udførslen er heller ikke til mere end det middelmådige. Primært savner jeg savner krop og fylde, men jeg savner også at øllen kan holde på skummet og ikke bare går død med det samme.
Indkøbt: Foræring fra bryggeriet
Karakter: 7