tirsdag den 12. april 2016

Klummen 06: Håndbajerens endeligt.

Da jeg genstartede Stovt for halvandet år siden genlød mantraet ”man skal aldrig blive for fin til en håndbajer” længe i mit hoved. Tanken var, at uanset, hvor meget godt øl, der blev smagt i processen med at skrive indlæg til Stovt, så skulle der stadig være plads til en ukompliceret konsumøl indtaget direkte fra beholderen. Jeg tror på, at man også kan finde gourmetkokkene ved pølsemanden udenfor kontortid, så hvorfor skulle en stadigt tiltagende interesse for godt øl, så stå i vejen for stadig, at kunne glædes ved øllets svar på den røde pølse? 

I dag er det kun et hult ekko af mantraet, der runger i mit hoved. Stille og roligt er lysten til at drikke de pilsnere og classic, der typisk tilbydes ude omkring blevet lige så tynd som smagen i det omtalte øl. Hvis jeg er ude og spise med min kone, er det, der var den vanlige store fadøl, for længst blevet erstattet med cola eller isvand, og det falder mig forunderligt let, at melde mig som den, der kører bilen hjem. Skal jeg hænge ud i et mere maskulint selskab, så går jeg i noget nær panik, hvis beværtningen vi træder ind på ikke er leveringsdygtige i andet end i et udvalg fra Royal Unibrew eller Carlsberg. 

Selvfølgelig kan jeg klemme eksempelvis en Carlsberg ned, hvis det er, hvad der er, men hvis ikke der er koncert, værtshusbesøg eller andet, hvor en smule tipsyness er godt i forhold til den planlagte agenda på programmet, så siger jeg efterhånden hellere nej. I forhold til den mangfoldighed af muligheder, der er derude og som jeg har været så heldig, at smage en brøkdel af, så smager den typiske konsumøl efterhånden som for tyndt blandet saftevand i forhold til det brede udvalg af langt bedre muligheder, der heldigvis bliver stadigt mere bredt tilgængelige. 

Det er ikke pilsnerens skyld, at jeg har så svært ved at gide håndbajeren. Der findes masser af fine eksempler på denne stilart, men lige netop automattænkningen ved at drikke en øl til maden, ved besøget, ved hvad som helst, bare fordi man bliver budt. Den er jeg gået helt væk fra. 

Jeg gider ikke nøjes. Heller ikke for at holde på kutymen og de uskrevne sociale normer. Jeg bliver ikke tørstig nok af at slå græs til at gide en dåsebajer hjembragt fra grænseregionen, og så vil jeg slet ikke begynde at komme ind på, hvor fjernt det ligger mig, at drikke discountøl.