For et par uger siden blev spørgsmålet stillet, hvorvidt tiden var løbet fra Danske Ølentusiaster (DØE). Det affødte en del debat, der naturligt nok havde ben i begge lejre. En debat, der gjorde mig en del klogere på emnet, men på ingen måde ændrer på de anklagepunkter jeg har, der peger i retning af DØE. Jeg har hverken tid eller lyst til at missionere mod DØE, men jeg vil gerne lukke sagen ned fra min side ved at knytte nogle kommentarer til den debat, der er foregået siden det første indlæg.
Flere steder nævnes det, at i stedet for at brokke mig, så skulle jeg hellere melde mig ind og arbejde for at gennemføre de ændringer jeg ønsker. Andre steder ytres der, at når jeg ikke er medlem, så er tingenes tilstand i DØE en debat jeg slet ikke burde blande mig i.
Selvfølgelig må jeg blande mig i debatten! Hvis man rent politisk står i opposition til et parti, så er det naturligt at debattere tingene og påpege fejl og mangler for at få folk til at vinde sympati for ens eget standpunkt. Det er sådan det fungerer. Det er sjældent man ser folk melde sig ind i et parti for at ændre på de grundlæggende værdier.
Problemet er, at ølverdenen herhjemme er et etpartisystem, hvor der desværre ikke eksisterer et alternativ til DØE. Hvilket også kommer til udtryk i den selvforståelse, der ligger bag spørgsmålene om hvorvidt man er inde eller ude. For hvis man ikke er med, så er man ikke med nogle steder. Det er en anden ting, jeg ikke forstår i den igangværende debat. Hvorfor stiller DØE ikke sig selv spørgsmålet, hvorfor der er så stor en portion ølinteresserede, der ikke har interesse i at være medlem af DØE, selvom der ikke findes alternativer?
Jeg har ikke ondt nogle steder over, hvad der foregår ude i DØEs lokalafdelinger. Jeg vil endda vove den påstand, at hovedparten af DØEs medlemmer er ligeglade med den igangværende debat. For dem handler DØE om samvær og hygge over et par øl. Fred være med det, det er kun godt, at der findes fællesskaber omkring øl. Problemstillingen for mig er stadig, at DØE kalder sig en forbrugerorganisation, og at DØE i forhold til øl har en meget dominerende plads i pressen.
Et alternativ til DØE ville ikke skulle opbygges på samme måde som DØE.
Et alternativ kunne være en rendyrket forbrugerorganisation, eller eventuelt et magasin med en stram redaktionel linje, der godt turde banke i bordet når bryggeriernes output ikke er okay. Og begge skulle have et ønske om at gå bag scenen og se på, hvad der sker derude. Både et magasin og en forbrugerorganisation ville kunne fungere som et alternativt talerør, når der skulle sættes ord på emnet øl. Både i forhold til pressen, men også ord af egen produktion. Og måske, kunne man håbe, at øllets rolle i pressen blev hævet til andet og mere end joviale indslag, hvor hyggen er i højsædet.
Et eksempel: I de amerikanske ølmedier er emner som arbejdsmiljø, og kvinder og øl begyndt at fylde en del. Øl er nemlig ikke bare noget, der kommer ud af en fadølshane. Det er hårdt, tungt og beskidt arbejde, og det er en drengeklub, der med ankomsten af flere og flere kvinder både på bryggerierne og som kunder er ved at træde ind i mere moderne tider. Jeg har ganske enkelt ikke fantasi til at forestille mig, at den slags emner ville blive taget op i Ølentusiasten. Hvilket er en skam. For DØE har med Ølentusiasten den perfekte kanal ud til ølinteressenterne, men formår ikke, at konvertere det potentiale, der er i bladet om til et slagkraftigt organ. Omvendt, efter at have set hvordan DØE håndterede emnet kvinder og øl ved sidste års Ølfestival, så ved jeg heller ikke om jeg tror, at de er modne nok til at håndtere den slags emner.
I Hans Peter Jepsens svar til Stovts klumme lister han en række spørgsmål op, som han svarer med ”Hvis ja, så er der behov for DØE. Hvem kan ellers fylde den rolle?”. Det bringer mig tilbage til det med selvforståelsen, det bringer mig tilbage til det med etpartisystemet og det bringer mig frem til den ganske åbenlyse konklusion, at selvom der kun er en mulighed, så er det ikke sikkert at den er god nok.
Den store falliterklæring er dog de følgende linjer:
”Vi reagerer i høj grad overfor bryggerier, der brygger øl med kvalitetsproblemer. Men vi er nået frem til, at vi får bedre resultater ved at sige det direkte til bryggerierne, end ved offentlig at kritisere dem”.
Hvordan kan man som forbrugerorganisation acceptere, at ens medlemmer kommer til at bruge penge på øl, der ikke er okay, når man har mulighed for at sige fra. Hvad vinder man ved ikke at tale højt? Hvis ærinde er det man går? Og hvem er det udover bryggerierne, der vinder noget ved det?
”Det påstås ofte, at vi skulle have gjort os afhængige af en mindre gruppe af bryggerier. Vi vogter faktisk meget over uafhængighed. Et af udtrykkene for det er, at ingen tillidsfolk må have kommercielle interesser i bryggerier, butikker eller udskænkningssteder”.
Det er meget fint, men den holder ikke i byretten. Der er smagninger, der skal afholdes, der er bryggeribesøg, der skal arrangeres, der er øl der skal sponseres, der er en tour de biere, der skal have en rute, der er en ølfestival, der skal afholdes. DØE er dybt afhængig af bryggerierne. På papiret uafhængig, men dybt afhængig i en grad, at jeg tror man vil gå langt for at bibeholde forholdet til bryggerierne, også på bekostning af de forbrugere man burde tjene. Det vil være for omkostningsfuldt, at træde bryggerierne over tæerne.
DØE vil i stort og småt, og på godt og ondt, sikkert forsætte med at blive diskuteret rundt omkring, men dette var de foreløbigt sidste ord i debatten herfra. I hvert fald indtil behovet for at banke i bordet melder sig igen.