fredag den 7. oktober 2016

Klummen 13: Coisbo, penge udefra og the new normal.

Følger man Stovt på Facebook, vil man måske have bemærket, at Coisbos konkurs har fået en del opmærksomhed fra min side. Det er ikke tilfældigt, at jeg vælger at give den sag opmærksomhed. Udadtil er ølverdenen nok præget af et image med hygge, samvær, råvarer, håndværk og passionerede bryggere og ejere, der gladeligt repræsenterer deres produkter. Men! Det er stadig forretninger, der skal drives og kreere nok penge til at løn, husleje med mere kan betales.

Kigger man ud i den store verden, så er det der fylder mest i ølverdenen pt. den uendelige strøm af opkøb og investereringer i bryggerierne derude. I kølvandet på den følger debatten om, hvilke konsekvenser det har for bryggerierne, for deres medarbejdere og for deres produkter. Jeg er indtil videre ikke stødt på eksempler, hvor penge udefra har haft konsekvenser for et bryggeri i en grad, at den skrevne presse har reageret voldsomt på det.

Link: It-millionær: - Jeg overtager hele Coisbo Beer
Link: Rydder op i bryghus: Hovedaktionær begærer Coisbo Beer konkurs 

Coisbo kunne dog være et eksempel på dette. I de artikler, der har været bragt på Fyens.dk er der så meget usagt, at man kun kan gisne om det virkelige hændelsesforløb. Mest af alt lyder Michael Sandals erhvervelse af firmaet som et ”hostile takeover” af den slags man kun hører om i amerikanske film, der udspiller sig på Wall Street. Men er det det? Var Coisbo gået konkurs alligevel, hvis ikke Michael Sandal havde begæret den? Hvad har ført op til konkursen? Har den været planlagt hele vejen siden han trådte ind som investor i Coisbo? Der er så meget usagt i den historie, at intet gæt synes for vildt. Er det den skruppelløse investor, der kynisk sparker grundlæggeren ud – eller er det et nødvendigt træk for at firmaet kan overleve, efter at grundlæggeren har fejlet i forhold til at skabe en bæredygtig forretning? Helt sikkert er det dog, at denne overtagelse er et billede på nye økonomiske tider i ølbranchen.

Der er mange følelser og relationer involveret i den danske ølbranche, også økonomisk. Var ovenstående sket i eksempelvis et teleselskab var det næppe mange, der havde løftet et øjenbryn. Jeg har en klar idé om, at folk tit køber øl ud fra en relation med bryggeriet. Man støtter lokalt, man kender ejeren, man har været til smagning, man har besøgt bryggeriet. Det er en faktor jeg ikke tror man skal undervurdere. Derfor er spørgsmålet også om brandet Coisbo kan føres videre, når det ikke er Anders Coisbo, der står bag? Hvor meget vejer hans manglende tilstedeværelse ind?

Netop blandingen af relationer og økonomi giver også nogle muligheder for bryggerierne derude. Eksempelvis har Midtfyns Bryghus pt. åbent for nye aktietegninger og det er et skoleeksempel på, hvordan man kan udnytte disse relationer. En B-aktie koster 2.100,- og udløser disse goder:

- Hver B-aktie giver indehaveren ret til at møde personligt på selskabets generalforsamlinger.
- Hver B-aktie giver indehaveren 1 stemme på selskabets generalforsamling.
- B-aktionærer får mindst 15 % rabat på køb af øl (til eget forbrug) i forhold til bryggeriets normale lagersalgspriser
- B-aktionærer får 10 % rabat på rundvisninger og ølsmagninger.
- Hvert år udtrækkes et aktielod, som udløser en gratis rundvisning på bryggeriet for op til 20 personer. Lodtrækningen finder sted på generalforsamlingen.

Stemmen kan man ikke bruge til noget, da A-aktierne alligevel styrer det hele. Husker jeg korrekt er aktionærprisen på en kasse øl 300,- sat op imod normalprisen 390,-. Hvilket vil sige, at det først er når du køber kasse nummer 24 at din investering går i plus, hvis du da ikke benytter dig af rabatten på rundvisning eller ølsmagning, der vil sænke antallet af ølkasseindkøb det kræver at gå i plus, men kræve en større smagning for at rykket antallet markant. Med alt det taget ud af ligningen står man tilbage med en blanding af en stående invitation til den årlige generalforsamling og en lodseddel.

Hvorfor køber man så en aktie i et firma, der har leveret underskud fire ud af de sidste fem år, hvor der ifølge de seneste regnskaber er brug for stram likviditetsstyring, for ikke at nævne de andre regnskabsmæssige kommentarer, der for økonomiske lægfolk ikke inviterer til at købe aktier. Fordi man øjner chancen for at gøre en god investering? Nej! Det gør man for at udbygge de relationer man har til bryggeriet, for at blive en dybere del af det fællesskab, der omkranser et bryggeri. Det er et køb gjort med hjertet, ikke hjernen. For aktien som investeringsobjekt er ganske ubrugelig.

Den danske ølbranche er ikke stor. Går man lidt op i øl har man med stor sandsynlighed mødt flere bryggere, bryggeriejere og besøgt flere bryggerier. Øl er hyggeligt, men megen af fokussen på den foregår i en uvirkelighed, hvor man tit overser den økonomiske virkelighed. Derfor virker det også voldsomt når et bryggeri som Coisbo bliver overtaget og grundlæggeren står tilbage og ytrer sig om at måtte give slip på livsværk og at ikke alle kampe kan vindes.

Når man ikke kender historien bag, er det svært ikke at føle sympati med ham. Har man fulgt Coisbo, har man drukket Coisbo, så er det Anders Coisbo man har relationen til og så er det sgu synd for ham. I hvert fald så længe, at historien bag ikke er fortalt. Nu vil tiden vise om Coisbo kan drives videre uden manden, der bærer firmaets navn. Måske? Måske har man erkendt, at det kan man ikke og satser i stedet på firmaets andet brand Undercover. Det er kun den nye ejer, der ved, hvad der kommer til at ske.

Jeg tror dog, at det er helt sikkert, at vi kommer til at se flere eksempler på dette fremover. De penge, der nu træder ind i ølverdenen vil have noget retur og det er ikke øl og hygge, men afkast. Rentabilitet bliver new normal for dem, der trækker penge ind udefra, med mindre man altså evner at sælge lodsedler til overpris.