Når man i magasiner som Craft Beer & Brewing og All About Beer læser om europæisk øl, så kan det være svært at genkende det øl, der bliver beskrevet. Tyske pilsnere er indbegrebet er crispyness, belgiske øl er uhyggeligt komplekse og øl fra Bamberg har en historie, der vil få Biblen, Harry Potter og andre historiske gengivelser til at falme. Benovelsen over, at have adgang til disse øl, der ikke er noget særligt på disse kanter, synes næsten lige så stor som den generalisering, der foregår. At smide alle tyske pilsnere op på en piedestal, kan man måske slippe godt fra i det amerikanske, men set fra en kontorstol placeret halvanden times motorvejskørsel fra grænsehandelen, der holder det ikke mange meter.
Men vi gør det selv! Jeg indrømmer da gerne, at jeg gang på gang går i fælden og køber en amerikansk IPA i forventning om at få en smagsoplevelse af de helt store. Den kommer bare meget sjældent. For der produceres også øl på det jævne i det store humleland vestpå, hvor alt er større. Og de gode øl derfra lider under, at de med transport og toldbehandling kan forventes, at være mellem én og halvanden måned undervejs til distributørens lager. Derfra skal de også finde vej til salgsbrevene, videre ud på butikkernes hylder og der er ovenikøbet ingen garanti for, hvor friske de var, da de begyndte deres rejse. Så går det hurtigere med, at få en øl fra eksempelvis Tårnby ud og stå på den samme hyldeplads.
Græsset har altid været grønnere på den anden side af åen. Man lever i en forestillingsverden, hvor man drømmer om, at det der er derovre, overgår alt vi har her, og knytter næven i triumf, når man erhverver noget derfra. Men hvor tit lever det op til forventningerne? Forestillingen om, at øl fra den anden side Atlanterhavet skulle være noget særligt lever i bedste velgående på begge sider dammen, men burde den ikke bare begraves?
Selvfølgelig laves der fantastiske tyske pilsnere, og selvfølgelig begår amerikanerne nogle fantastiske IPA’er, men er de bedre end, hvad der bliver brygget på de breddegrader, der befinder sig på den anden side af dammen? Jeg tvivler. Er der nogen stilart tilbage, der har haft et geografisk afsæt et bestemt sted, der ikke laves lige så godt et andet sted i verden nu? Jeg tvivler.
Jeg er nået dertil, hvor jeg ikke længere gider betale overpris for amerikansk import, der allerede er ædt op af alder på leveringsdagen, og skulle du være i tvivl, så kører jeg heller ikke over grænsen efter pilsnere. Er oplysningsniveauet i ølverdenen efterhånden ikke så stort, at man burde holde sig for god til at købe middelmådige øl, bare fordi de er fra det amerikanske? Sikkert ikke, men vi burde prøve.