mandag den 5. december 2016

Amager Bryghus flytter

I torsdags kom det frem, at Amager Bryghus næste år flytter. I forlængelse af den nyhede, ringede jeg til Morten Valentin Lundsbak, der ejer Amager Bryghus sammen med Jakob Storm, for at få nogle flere detaljer om flytningen. 

Overraskende nok, så er Amager Bryghus nye lokaler med deres 1.400m2 mindre end deres nuværende kælderlokation, men med 7,5m til loftet, så er det muligt, at få plads til gæringstanke af en størrelse, det ikke er fysisk muligt, at have stående i deres nuværende kælderlokale. 

I første omgang udvides tankkapaciteten med seks 60hl tanke, samtidigt med at der trækkes kabler og køling til yderligere seks tanke. Med de første seks tanke udvides Amager Bryghus kapacitet fra de nuværende 400.000l til 600.000l, og når og hvis, der kommer yderligere seks tanke til, så kommer kapaciteten op på 800.000l. Altså en fordobling af den nuværende kapacitet. Det betyder også, at produktionen i første omgang kommer op og køre 15 bryg om ugen, et tal der forøges til 20, hvis der kommer yderligere seks tanke ind, hvilket kan betyde, at der bliver behov for at hente yderligere en brygger ind. 

Man forventer, at tage de nye lokaler i brug omkring maj/juni 2017. Når man påbegynder flytningen vil de nye tanke være installeret. Herefter flytter man tanke og bryganlæg fra den gamle adresse. Fra flytningen påbegyndes, forventes det, at produktionen vil være lukket ned i fire uger. Der vil i tiden op til lukningen blive brygget op af flaskeøl, mens fadøl bliver nedprioriteret i den sidste tid. 
Der er i første omgang ikke økonomi til et nyt bryganlæg, men i de nye lokaler bliver der gjort klart til at installere et på et senere tidspunkt. Morten fortæller, at det i så fald vil blive et bryganlæg på enten 2.500l eller 4.000l, der vil blive tale om. Hvis man på et tidspunkt installerer et nyt bryganlæg, så er det planen at bibeholde det gamle til at producere månedens fadøl, surt, sort til fadlagring og andre eksperimenter på. 

Der flirtes også med tanken om at investere i et dåsetapperi. Morten indrømmer, at han ikke er sikker på, at det danske marked er klar til dåseøl i den prisklasse, men som den idealist han er, så mener han at dåserne kunne blive et seriøst step up til den artwork som Simon Hartvig Daugaard leverer til dem. 

Morten anslår, at man i de nye lokaler kan komme op på en årlig produktion på 2.000.000l, men understreger, at det ikke er et mål i sig selv. Drømmen var egentlig en ny bygning, men da pengene for tiden arbejder bedre for entreprenørerne ved at bygge private boliger, så slog man til da man blev tilbudt de nye lokaler. ”Vi kommer aldrig i nærheden af lignende lokaler herude igen”. Foreløbigt lejer man sig ind, men det er planen, at Amager Bryghus på sigt overtager dem. 

Således ser Amager Bryghus fremtid ud på papiret, om et halvt års tid er den forhåbentligt realiseret ude i virkeligheden også. Personligt ser jeg frem til at se de nye lokaler og hvilke muligheder, det giver bryggeriet.