fredag den 2. december 2016

Interview: Anders Coisbo om afskeden med Coisbo Beer

For en måned siden tikkede der en besked ind på Stovts Facebookside, som jeg ikke lige havde set komme. Det var en invitation fra Anders Coisbo, der bød på en kop kaffe og et indblik i, hvad der er sket i kulissen i sagen om Coisbos konkurs. 

Vi mødtes et par dage senere, hvor Anders lagde kortene på bordet og gav et solidt indblik i hans side af sagen. Jeg har hele tiden haft en fornemmelse af, at der var en masse usagt i sagen om konkursen og blev kun bekræftet i denne fornemmelse af vores samtale. Meget blev fortalt, men ikke alt kan genfortælles. 

I udgangspunktet havde Anders Coisbo 60% af ejerskabet i Coisbo, mens Michael Sandal sad på de resterende 40%. Fordelingen blev dog byttet rundt i starten af året. En øget produktion, der ikke var blev fulgt på vejs af et øget salg, havde drænet kassen. Michael Sandal tilbød at skyde flere penge i firmaet mod at han kom til at stå med 60% af ejerskabet. Det havde Anders Coisbo absolut ingen intentioner om at gå med til, men presset blev til sidst for meget. De manglende penge i kassen gjorde, at kreditorerne skulle holdes fra døren, heriblandt flere som der havde været et godt samarbejde med siden Coisbo Beers start. Anders Coisbo forsøgte at købe Michael Sandals anparter, men Michael Sandal ville ikke sælge. Så selvom Anders Coisbo ønskede at stoppe samarbejdet kunne det ikke lade sig gøre. Ifølge Anders Coisbo havde Michael Sandal besluttet sig for, at han ville være den største spiller i Coisbo Beer. Det økonomiske pres gjorde, at Anders Coisbo til sidst accepterede tilbuddet. 

Derefter begynder en nedadgående spiral i samarbejdet mellem Michael Sandal og Anders Coisbo, der kulminerer da Coisbo Beer erklæres konkurs. Siden da er ondt blevet være. Anders fortæller, at det nåede et niveau, hvor han var nødt til at have en bisidder, da han blev interviewet til en artikel i Fyens Stiftstidende, der blev bragt 18. oktober 2016, for ikke at komme til at overtræde nogle usynlige linjer. Han fortæller, hvordan tidligere leverandører har ringet til ham og tjekket op på hans helbred, efter at være blevet fortalt om ikke eksisterende diagnoser, og han fortæller, at det er blevet meldt ud, at han vender tilbage til Coisbo Beer når han er ovenpå igen. Anders understreger, at hans helbred ikke fejler noget og at han ikke vender tilbage til Coisbo Beer - hører man andet, så er det løgn. 

Da boet efter Coisbo Beer blev solgt bød Anders Coisbo på den ene side sammen med en tidligere leverandør, og på den anden side sad Michael Sandal, der i sidste ende vandt budrunden. Dermed var Anders Coisbo endegyldigt ude af firmaet, der bærer hans navn. 

Det oplagte spørgsmål var: hvad så nu? Et spørgsmål, der ikke var et klart svar på da vi mødtes. ”Jeg ved det ikke! Skal jeg tage et job, skal jeg bygge noget nyt op? Der står en investor klar, men jeg ved det ikke”. Den umiddelbare plan var at lande igen som menneske efter en turbulent periode. Siden da har Anders Coisbo fået et job hos Krones, hvor han skal projektere og bygge Steinecker bryghuse i Skandinavien og Baltikum. 

Sideløbende med det nye job starter Anders Coisbo et nyt ølbrand op. Foreløbigt er der blevet brygget en julebryg på opfordring af flere tidligere kunder, der nu har valgt at kappe båndet til Coisbo Beer. Næste øl forventes klar til februar.