torsdag den 8. juni 2017

Svar på gæsteklumme 02 fra Christian Andersen, Danske Ølentusiaster

Stovt har modtaget et svar til dagens gæsteklumme fra Christian Andersen, der sidder i landsbestyrelsen for Danske Ølentusiaster.

Danske forbrugere af øl er meget forskellige fra hinanden. 

Forbrugere af øl spænder fra den almindelige nysgerrige forbruger til den radikaliserede ølentusiast. 

Den almindelige nysgerrige forbruger køber sine øl, hvor han eller hun kan komme til det, også i specialforretninger, men især i supermarkederne. 

Den radikaliserede ølentusiast, som jeg indimellem tilhører gruppen af, køber sig nærmest fattig i den nyeste nye øl fra det heldigvis stigende antal forhandlere af craft, herunder Brygshoppen i Kolding. 

Danske Ølentusiaster, i hvis landsbestyrelse jeg er medlem, er meget bevidste om diversiteten blandt øldrikkerne, men vi vil så gerne have flere forbrugere til at prøve nye varianter, nye kvaliteter. 

Men hvordan gør man egentlig det? 

Vi vil jo nødigt have, at en nybegynder udi øllets verden bliver banket bagover af en DIPA. 

I Danske Ølentusiater har vi bl.a. indgået et samarbejde med Fakta. Hver fjerde uge sælger Fakta tre øl, som er udvalgt af Danske Ølentusiaster i skikkelse af de udmærkede personer Poul Erik Deichmann og Martin Neve, også kendt som Tid Til Øl. Derudover anmelder Poul Erik og Martin øl til Faktas hjemmeside og til udvalgte hyldeforkanter. 

Fakta har 400 butikker. Deres ugentlige tilbudsavis udkommer i 1,6 mio. eksemplarer. Besøgstallet for Faktas hjemmeside er jeg ikke opdateret med, men mon ikke et par forbrugere læser den. 

Der er med andre ord tale om et ambitiøst pædagogisk projekt fra Danske Ølentusiaster. 

Den primære hensigt er på sigt at konvertere den almindelige nysgerrige forbruger af øl til ølentusiast. 

Hvis ikke Danske Ølentusiaster ikke også skulle samarbejde om godt øl til danskerne med supermarkederne, som står for det med afstand største salg af øl, ville foreningen nærmest svigte sin mission. 

At foreningens samarbejde med Fakta, som sælger ”vores” øl hver fjerde uge skulle medføre, at ølbutikker fra Gedser over Kolding til Skagen, skulle lide økonomisk under det, går over min fantasi. 

Nu kender jeg desværre ikke René Christoffersen fra Brygshoppen og hans talent for købmandsskab, men at han skulle returnere sine øl fra Stone, fordi Stone for en kort bemærkning er ”i seng med fjenden”, virker uigennemtænkt. 

Jeg er sikker på, at mange ølentusiaster fra Kolding og omegn, ikke mindst medlemmer af Danske Ølentusiaster, med glæde ville lægge vejen forbi Brygshoppen og købe sig fattige i Stone og andre gode øl fra den bette butik, når de har fået smag fra Stone, Orval, Mikkeller/Thisted, Belhaven, som forbrugerne har været så heldige at få en smagsprøve på for en kort bemærkning i Fakta.