tirsdag den 26. september 2017

Vintage: Hornbeer - The Fundamental Blackhorn 2012

Et levn fra den første kasse øl jeg smed i kælderen, da lagret øl skulle til at være en ting. Fem år gammel er den blevet, og jeg har ikke smagt den siden jeg smed den i kælderen. Jeg husker The Fundamental Blackhorn som værende for meget for mine dengang sikkert sartere smagsløg. Dengang var de tunge, mørke øl sødere, mens der de senere år er blevet skruet op for humlen. Måske var The Fundamental Blackhorn forud for sin tid, jeg husker den i hvert fald som gedigent humlet og etiketten nævner da også noget om 120 IBU i den engelske del af teksten. 

Fem år senere er det et virkelig fyldigt glas øl, der bliver serveret. Øllen er over de fem år ældet på den måde, som man håber øl gider gøre. The Fundamental Blackhorns blanding af alkohol og gammel humle river pænt, men bliver pakket ind i velour af øllets efter årene cremede konsistens. Smagen er alkohol, mørk chokolade og sød lakrids, blødt pakket ind. Der er et solidt punch gemt i glasset, men handskerne er trods alt på. Det er sådan her man håber på, at alle flaskerne i kælderen ville gide udvikle sig, men som det desværre sjældent sker. The Fundamental Blackhorn viser hvordan det kan og bør gøres.