For et par uger siden linkede Stovt på Facebook til en artikel på Ousen om øl og stillede spørgsmålet: Hvorfor har vi egentlig ikke en bedre ølpresse?
Det spørgsmål blev det så nødvendigt at finde frem igen, da det lokale medie Migogodense forleden bragte en artikel om The Man Behind. Det er såmænd ikke fordi det skal forlanges, at en tilfældig skribent på en tilfældig lokalavis skal vide en masse om øl, men dele af artiklen udstiller alligevel meget godt de problematikker, der er når øl omtales i pressen.
Udgangspunktet for artiklen er de medaljer The Man Behind for nylig fik ved Dublin Craft Beer & Cider Cup. Anders Coisbo, der står bag The Man Behind og hans forhold til medaljer blev beskrevet for to år siden i artiklen: Medaljer: Hæder eller salgsmateriale? Her optræder Dublin Craft Beer & Cider Cup også. Baseret på de tal jeg kan finde fra årets irske ølfestival, der er de blevet en smule mere gavmilde med medaljerne, men ellers er alt ved det gamle.
Det bringer os frem til den føromtalte artikel, der i Migogodense bringes under overskriften: Forrygende start: International anerkendelse til ‘manden bag øllet’.
Herefter følger følgende:
Bemærk brugen af ordet international, der er sat ind for ligesom at understrege storheden. Hvad er en international ølfestival? En ølfestival i udlandet? En ølfestival med deltagende bryggerier fra mere end ét land? Og hvad med international anerkendelse? Er det ikke bare udenlandsk anerkendelse? Det siger intet! Intet om afsenderen og intet om hvor meget kvalitet og vægt, der ligger bag deres vurderinger. Længere nede i teksten er dommerne ved festivalen gudhjælpemig også internationale - Hvorfor?
100 medaljer? Jeg linker lige til artiklen igen: Medaljer: Hæder eller salgsmateriale?
Artiklen udstiller fint den absolutte mangel på kildekritik, der hersker når det gælder øl og pressen. Artiklen er næppe købt og betalt, men historien er blevet fortalt og ukritisk videreformidlet – og så er forskellen stort set den samme, bortset fra, at det er billigere for afsenderen.
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg anser Anders Coisbos medaljehøst som et købt og veludført markedsføringsstunt, men samtidigt anser jeg det også som værende dybt gennemskueligt og forstår ikke, at han kan blive ved med at slippe afsted med det i den brede offentlighed.
Om det er Coisbo Beer, The Man Behind eller et tredje bryggeri - Medaljer er for langt hovedpartens vedkommende et stykke markedsføringsværktøj. At pressen vælger at falde for det - det er til gengæld et kæmpe problem.
I en ølverden i fremdrift er bullshit og uvidenhed stadig de største problemer.