Jeg har haft stor glæde af den kasse Rye Porter jeg fik foræret fra Ugly Duck for et par år siden. Øllene så dagens lys i marts 2015, og jeg fik kassen foræret omtrent da de gik på dato i september 2016. Siden da har jeg med jævne mellemrum tjekket ind og set til, hvordan Rye Porterne har smagt og hvordan de har udviklet sig. Det har mere eller mindre været en fryd siden jeg fik kassen overdraget og indtil nu, men nu virker det til, at tiden i en alder af fire år er ved at løbe fra dem.
Rye Porter er, når man piller den af hylden i butikken, en øl med en forholdsvis markant smag, lidt spids om du vil og med et ganske pænt præg fra rugen. Som tiden går og øllet langsomt mildnes, der smager den dog mere og mere som en rundet brunkagedejsporter – og det er ment som en ros. Én blød og velkommende øl, med et rundt og velsmagende præg af bløde krydderier. Det spidse gik af øllen omkring toårsalderen og siden da har alt været godt, altså indtil nu.
Smagen af en lagret sort øl, der er ved at falde sammen er en vandet affære. Branket og vandet. Og smagen af den seneste Rye Porter jeg har indtaget, er derfor også langt mere markant end de mange Rye Portere, der har ført op til denne. Helt sikkert har den uventede skarpe smag også spillet negativt ind på min oplevelse, da jeg forventede noget andet, men smagsoplevelsen jeg blev efterladt med, var ikke det store sus, heller ikke med overraskelsesfaktoren.
Egentlig er Rye Porter ikke helt kraftig nok til at blive smidt i kælderen. Lærebøgerne siger minimum 8%, hvis en øl skal gemmes af vejen, etiketten på Rye Porter siger 7,8%. Der kan naturligvis være udsving i alkoholstyrken på brygget i begge retninger. Selvfølgelig skal de resterende Rye Portere smages, dels for at se om det virkelig er forfaldet, der har sat ind, dels for at se, hvad der sker på den anden side smertegrænsen for holdbarheden. Noget siger mig dog, at endestationen er nået. Turen hertil har dog været helt forrygende.