onsdag den 27. marts 2019

Brygbrygbrygs dagbog #02

I midten af december blev Stovt kontaktet af Brygbrygbryg, der for tiden er ved at sætte deres eget fysiske bryggeri i søen. Spørgsmålet var ganske simpelt: Kunnne Stovt tænke sig at følge opbygningen af deres nye bryggeri fra sidelinjen? Svaret var ja! Formatet bliver en stribe dagbogsudtag, der med ujævne mellem kommer til at tikke på faxen i Stovts forkontor. I dag kommer andet kapitel. Mikkel Wind-Pedersen fra Brygbrygbryg har ordet.

Som vi skrev sidst, så brugte vi januar på at få det gamle badelokale gjort klar til ølbrygning. Noget af tiden er gået med at få godkendelser og tilladelser til at producere et produkt, der både er en fødevare, men samtidig indeholder alkohol. Heldigvis gik det efter planen.
I løbet af februar fik vi testet lokalet med nogle meget små batches af tre Imperial Stouts. Vi har brygget “Dr. Chai”, som er en meget krydret Chai inspireret Imperial Stout på 9%, den benhårde “Skull Fracture” på 9% med blodappelsin og svesker, samt en 10,5% tyk sag brygget med store mængder rug. Nu skal de stå et par uger og vil derefter blive udgivet.

Vi vil rigtig gerne holde det på et eksperimenterende niveau, og derfor er det hele lavet i køkkenstilen, hvor vi har fire mindre gryder. I de første tre batches har vi kun brugt vores to 25 liters gryder, så begge batches er i særdeles begrænsede oplag på 62 stk. 33cl flasker.

Til at afprøve vores “køkken” har vi også brygget med alle fire gryder og får cirka 80 liter urt. Fordi vi nu har gode muligheder for langtidsgæring, har vi brygget 3 forskellige øl med the, træ og brettanomyces. De står nu og hygger sig bagerst i lokalet og er forhåbentlig klar i slutningen af året.

Imens har vi været forbi Hoppe.Beer og brygge en helt særlig version af vores hindbær-øl og vores rabarber-øl. Disse to øl er brygget til baren 1420 og kan købes til releasepartyet den 30. marts, hvor vi deltager og er klar til en snak om øl og andet godt.

Læs første kapitel fra Brygbrygbrygs dagbog her.