onsdag den 25. september 2019

Vintage: Amager Bryghus - Dario the Dark Don (2017)

Hold nu op!

Indrømmet, jeg skænkede denne øl mens dagen så småt var ved at gå på hæld og solens stråler var døende, men hold da op – indholdet af flasken med Dario the Dark Don var nådesløst sort at se på. Mørkere end det mørkeste Jylland, og mere dunkel end udsigterne for klimaet.

Mine forventninger til Dario the Dark Don var ganske solide. Den blev for nyligt fisket op fra kælderen, da min nysgerrighed alligevel blev for meget. Der står flere flasker af den dernede og egentlig er det måske at slække lige lovligt meget på tøjlerne, at kalde den for vintage – for det er ikke mere end 2½ år siden den kom på flaske, men jeg tænker, at der kommer flere anmeldelser af den over de kommende år og så kan den lige så godt ryge i den rigtige boks fra starten. 

Dario the Dark Don er en dobbeltmæsket Imperial Stout fra Amager Bryghus. De dobbeltmæskede Imperial Stouts synes så småt at snige sig ind på en placering som en af bryghusets specialiteter og ikke et ondt ord om det herfra, tværtimod ventes de med spænding hver gang det sker. 

Før jeg får smagt mødes min næse af en duft, der synes næsten lige så nådeløs som mørket i glasset. Fik en flaske soya og et pund muscovadosukker et bastardbarn sammen, så ville det være sådan hér at ungens blefyld ville lugte. Da jeg efter første tår betragtede de gardiner øllet havde efterladt langs glassets sider, så var det heller ikke meget galt, at konsistensen var af samme tyktflydende skafning som det blefyld en spæd efterlader i sin første Libero. Men det var så langt fra det rene lort det hele. 

Smagen var en kæberasler af de større: Intenst brændt, nærmest branket uden antydning af bløde former og rundede hjørner, som 2½ år i kælderen normalt ville give en sort øl. Med andre ord, så var smagen lige så nådesløs som farven indledningsvis indikerede. Jeg tror, at jeg brugte lidt over en time på at drikke Dario the Dark Don. I den tid den stod og hev luft og lune indenbords, der trådte sødmen frem i duften og smagen tog et sving i retning af lakridsrod - dopet, steroidfyldt, testosteronpumpet lakridsrod, der fint passede til soyadelen af duften. 

Dario the Dark Don var en oplevelse. Ikke en fuldendt oplevelse, men en insisterende, fascinerende og overrumplende en af slagsen, der bliver taget med som noget, der er værd at huske. Jeg spår at soyanoterne vil tage til lidt endnu, og så vil øllen ellers falde ind på en bane, der ligger langt mere i tråd med et balanceret helhedstryk. Jeg tænker, at vi ses om 1½ år igen.