Midnight Oil fra Ghost Brewing er i bund og grund wellness på flaske. Flasket i starten af 2016 og siden da med jævne mellemrum trukket op af Stovts kælder som en påmindelse om alt, der er godt ved sort øl og kælderlagring.
Trods alderen bider Midnight Oil stadig fra sig. Humlebiddet er stadig gedigent og svæver over alle de andre indtryk som den dominerende kraft, der ikke er bleg for at give med pisken, hvis sødmen eller kaffen stikker næsen for langt frem. Egentlig kaffesmag er der ikke, men det stikker ud, at Midnight Oil smager som god kaffe lugter. Et indtryk, der ligger og gemmer sig inderst i mundhulen. Sødmen er der, men er behageligt diskret. Biddet fylder mest, og får det til at summe i tungen længe efter indtagelsen.
Halvvejs igennem flasken har øllen stået åben en halv times tid og indtrykkene begynder så småt at smelte sammen til noget, der er større end de enkelte komponenter. Da Midnight Oil var frisk havde den også masser af fylde, men ikke megen eftersmag. Nu har den begge dele.
Fra den var frisk og til nu, der har Midnight Oil fra Ghost Brewing været mesterlig, hver gang jeg har smagt den. Jeg har smagt den med et års mellemrum, og dens udvikling har været en lang og sløv glidende bevægelse uden udsving mod bunden. Der er én flaske tilbage i kælderen, der bliver knappet op om et års tid – jeg ser ingen grund til, at den ikke også skulle være mesterlig til den tid.